Indledning – til bogen Sejrrigt oprør

warszawa ghettoDe 12 år fra 1933 til 1945, hvor det nazistiske Tyskland dominerede i Europa, var også for Danmark en brydningstid. Den danske modstands- og frihedskamp endte med frihedskæmpemes glorværdige sejr i 1945, da modstandsbevægelsen i Danmark blev anerkendt som de demokratiske landes medkæmper i nedkæmpelsen af de fascistiske aggressorer. Allerede i 1944 havde modstandsbevægelsen som en særlig gestus været inviteret med til stiftelsen af De Forenede Nationer (FN).

Det var en lykke, at fascisternes forsøg på at underlægge sig hele Europa blev standset. Det kostede hård kamp, store ødelæggelser og over 50 millioner dræbte ofre. Det bør aldrig gå i glemmebogen. Fascismen og den tyske variant, nazismen, var en politisk strømning, som opstod i Italien i 1919 af krigsveteraner under ledelse af højresocialdemokraten Benito Mussolini. Det var oprindeligt et protestparti, men udvikledes som en ekstrem nationalistisk og antisocialistisk bevægelse. Målet var en korporativ stat, det vil sige et autoritært system, hvor individer, grupper og klasser var underordnet “den totale stat”.

Fascismens rødder går helt tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede, hvor de imperialistiske stormagter kappedes om at erobre kolonier med deres råstoffer og billig arbejdskraft. Her blev kimen til den frygtelige Første Verdenskrig med millioner af lig i de mudrede skyttegrave i Frankrig lagt til spiring.

Den italienske fascisme inspirerede til oprettelse af tilsvarende regimer eller bevægelser i Spanien, Frankrig, Belgien, Ungarn (diktator Horthy med Pilekors-divisionerne) og Rumænien (diktator Antonescu med Jerngarden) og først og fremmest Tyskland. De tyske fascister under diktator Adolf Hitler etablerede et sandt terrorregime med de civile stormtropper i SA (Sturm-Abteilungen/Stormafdelinger).

De var iklædt kakifarvede skjorter, sorte spidsbukser og lange sorte støvler. De spredte skræk og rædsel, når de skrålende vulgære nazisange i tætte formationer taktfast marcherede frem i byernes arbejderkvarterer. De terroriserede indbyggerne og foranstaltede voldelige sammenstød, ofte med mange sårede.

De militære SS-formationer (Schutz-Staffel/Beskyttelsesafdelinger) i sorte uniformer og med det truende dødningehovede som emblem komplementerede fascismen med den famøse og misvisende raceideologi som et bærende element med fysisk udryddelse (Holocaust) af jøderne og andre som mål. Det er i modstrid med alle videnskabelige fakta, at jøder er en race. Men det hævdede nazisterne og kaldte jøderne for skadedyr som rotter, der skulle udryddes med alle midler. De handlede derefter. Det førte til Krystalnatten med ødelæggelse af forretninger, synagoger m.m. og var signalet til mange slags restriktioner og overgreb mod jøderne med efterfølgende indfangelse og transport til døden i gaskamre i koncentrations- og dødslejre.

Medlemmer af de to terrorkorps deltog med iver i jødeudryddelsen i særlige Einnsatzgruppen, hvor også almindelige værnemagtssoldater deltog.

Georgi Dimitrov

Den legendariske Georgi Dimitrov, der blev slæbt for “retten” i Tyskland, men satte Göring til vægs.

Den første store nazistiske terrorbølge ramte dødsfjenden det kommunistiske parti. Halvdelen af partiets 300.000 medlemmer blev hurtigt fanget og fyldte de mange nyoprettede koncentrationslejre til bristepunktet. Fangerne blev tvunget til tungt arbejde og var udsat for mishandlinger, sult og sygdom.

Fascismen var kapitalmagternes indsats i den permanente klassekamp, og de anså den for at være et forsøg på udvej af de stadig tilbagevendende kriser.

Landenes arbejderbevægelser med kommunisterne i fortroppen var fascismens konsekvente modstandere. Modsætningerne skærpedes især i Tyskland ved de tyske nazisters og “der Führer” Adolf Hitlers magterobring 1933.

Den store organisation Kommunistisk Internationales 7. verdenskongres i Moskva 1935 fik enorm betydning for de europæiske arbejderpartiers opbygning af brede enheds- og folkefronter imod det fascistiske stormløb.

Den bulgarske formand Georgi Dimitrov definerede fascismens klassekarakter med disse eviggyldige ord:

“Fascismen ved magten er det åbne fascistiske diktatur af finanskapitalens mest reaktionære, chauvinistiske og imperialistiske elementer”.

 

Den danske modstandsbevægelses fødsel

Da den nazistiske østrigske politiker Adolf Hitler (1889-1945) i januar 1933 på kupagtig vis havde tilrevet sig magten i Tyskland, flygtede en strøm af forfulgte – arbejderledere, fagforeningsfolk, jøder m. fl. – til nabolandene.

Danske antinazister mod krig og fascisme iværksatte straks et meget omfattende hjælpearbejde, hvorfor den danske modstandsbevægelses fødsel kan dateres til denne periode og ikke som ofte påstået til den 9. april 1940, da Hitler-Tyskland overfaldt og besatte Danmark. Da var Anden Verdenskrig for længst igangsat den 1. september 1939, da Hitler-Tyskland med sin opsvulmede, velsmurte krigsmaskine overfaldt Polen.

På internationalt plan deltes vandene. Som andre socialdemokratisk dominerede lande valgte danske politikere efter det tyske overfald at samarbejde med overfaldsmanden og støttede faktisk Hitler i hans febrilske oprustning og hans monotone voldsomme krigstrusler mod især naboerne i øst med deres lokkende kornkamre. Hitler og hans generaler udarbejdede Generalplan Ost (Øst), som udstak det planlagte felttog mod øst for at erobre “Lebensraum” (livsrum). Planen blev iværksat den 22. juni 1941, da tyske nazi-tropper efter planen “Barbarossa” og trods de to landes ikke-angrebspagt overfaldt Sovjetunionen.

Efter overfaldet på Danmark-Norge den 9. april 1940 stod befolkningen over for et valg: enten underkastelse eller modværge og kamp med ofre som i Norge og Polen og senere andre tysk-nazistisk besatte lande. Der var også tale om en generationskløft. Ungdommen valgte kampens vej i et ægte ungdomsoprør, mens “de gamle” valgte at samarbejde med fjenden og ofte kom ham i forkøbet for at undgå “det, der var værre”.

 

Fra ord til fysisk handling

Fra modstandsbevægelsens første spæde og famlende start voksede den sig stor og indflydelsesrig med rivende hast. En illegal presse fremstillet med maskinskrevne stencils og hånddrevne duplikatorer blev afløst af elektrisk drevne duplikatorer. Det var en stor forbedring for at skabe en politisk overbevisning om kampens nødvendighed i befolkningen. Umærkeligt skete der en udvikling, som sagde, at den illegale presse var et udmærket værktøj til spredning af ellers undertrykte nyheder, men at det var nødvendigt at tage skrappere midler i brug og gå over til at iværksætte sabotage. Dette franske ord var ellers ukendt, men betød “arbejd langsomt”. Det fandt med det samme genklang i arbejderbevægelsen og hos lærlinge, der havde høstet talrige erfaringer i arbejdskampe for at forbedre løn- og levevilkårene. Under besættelsen blev strejkevåbnet ofte anvendt med mange positive resultater, bl.a. ved de berømte folkestrejker. Sabotagen havde mange tilløb, bl.a. individuelle. Jernbanefunktionæren “Søren” blev berømt i modstandskredse. Han sendte jernbanevogne med tysk gods frem og tilbage og frem og tilbage i en uendelighed mellem Korsør og Nyborg, indtil en stikker fik gjort slut på spøgen.

Efter et noget famlende tilløb tog sabotagerne og strejkerne til både i antal og styrke. Det kulminerede i sommeren 1943 og sluttede den 29. august, hvor samarbejdspolitikerne måtte konstatere, at de ikke kunne regere videre. Da de blev stillet over for nye, vidtgående tyske krav, måtte de sige nej og opgive regeringsmagten. Modstandsfolkene opfattede det som en knusende sejr over hele samarbejdspolitikken og følte det, som om de havde fyret samarbejdspolitikerne “på gråt papir”.

Den skelsættende folkestrejke i København i sommeren 1944 blev f.eks. udløst af en strejke mod et tysk udgangsforbud. Da erklærede arbejderne med folkene på det store skibsværft B&W i spidsen, at de ville have tid til at passe deres kolonihaver. Tyskerne lukkede for gas, vand og el, men strejken samlede københavnerne i enestående solidaritet og blev på alle måder en succes, der gav genlyd verden over. Det var et håndgribeligt resultat, at forræderstyrken Schalburgkorpset med stikkere og bødler blev forvist fra København.

Sabotagens pionerer var frivillige, der havde deltaget i det spanske folks frihedskamp imod kupgeneralen Franco. Han vandt sejr og iværksatte et hævntogt, der kostede titusinder livet. Det vil for altid være en skændsel for “demokratierne”, at den fascistiske bøddel fik lov til at myrde løs og misrøgte den spanske befolkning efter Anden Verdenskrig. Det var et grelt eksempel på, hvorledes De Allierede – Storbritannien, USA, Frankrig og Sovjetunionen – sveg deres løfte fra krigstiden om at udrydde fascismen.

Fra nedklipning af tyske telefonledninger, sporadiske afsporinger af tyske tog, ildspåsættelser og tyverier af tyske våben blev sabotagen ledet ind i organiserede former, og da grupperne i foråret 1943 ud over hjemmelavede bomber fik adgang til britisk sprængstof nedkastet i faldskærm fra fly, fik aktionerne et vældigt opsving. Sabotørerne formåede trods ca. 10.000 ekstra danske politifolk som “svelletællere” og endnu flere tyske soldater at bombe og afbryde den jyske længdebane næsten efter forgodtbefindende.

Afbrydelsen af den tyske trafik til og fra Norge var af største betydning for De Allieredes krigsførelse og et kraftigt dementi af danske historikeres ihærdige påstand om, at jernbanesabotagen var uden militær betydning. Aktionerne blev senere i officielle britiske dokumenter fremhævet som et meget væsentligt bidrag til De Allieredes krigsførelse.

Sabotagen udviklede sig naturligt fra små til større, store og kæmpestore med partisanagtige aktioner, hvor deltagerne i et stormangreb talte over hundrede eller flere mand.

Her skal det tages i betragtning, at de fleste sabotører var ganske unge i 20-års alderen og endnu ikke rigtig var begyndt at leve. For mange af dem med solid borgerlig opdragelse skulle der megen overvindelse til, før de tog fat på at ødelægge dansk produktion, maskiner og fabrikker. Da sabotører i Aarhus sænkede et ruteskib med heste og levende kreaturer, kom det næsten til oprør. Det var for grufuldt at høre dyrene skrige i dødsangst.

 

Det store bedrageri

Sabotørerne, der havde fået mange gyldne løfter om en strålende fremtid efter krigen med dagskoler og uddannelse, blev med et gammelt jysk udtryk gruelig røvrendt. Løfterne blev hurtigt gemt og glemt. Med lodder og trisser og intriger kom samarbejdspolitikerne tilbage til magtens positioner.

Et sus af vantro, skuffelse og frustration gik gennem de unge, da den førende kapitulant, samarbejdspolitiker og angiver nr. 1 Vilhelm Buhl blev det “nye” Danmarks statsminister. Mage til bedrageri er ikke oplevet før eller siden og var et vink med en vognstang om, at der fortsat, med Hamlets berømte ord, ville være noget råddent i Danmark.

Det lovede politiske retsopgør med udrensning “til bunds og til tops” forsvandt med forårsvinden. Det gjaldt bl.a. ledende politifolk, som udleverede ca. 500 danskere til det tyske Gestapos pinsler og indespærring i KZ-lejre, bl.a. Stutthof.

Vigtige papirer forsvandt sammen med et ukendt antal danske og tyske mordere og krigsforbrydere som f.eks. den notoriske morder Søren Kam, Kaj Munks morder Söhnlein og krigsretsdommer Ernst Kanter. Sidstnævnte havde været ansvarlig for henrettelserne af de over 100 danske modstandsfolk, som bundet til en pæl blev skudt i Ryvangen. Kamufleret i en menig tysk soldats uniform slap han hjem til Das Vaterland i 1945. Han havde den næsten utrolige frækhed, at han nogle år efter krigen vendte tilbage til Danmark og nu udgav sig som antinazistisk “modstandsmand”. Hvor utroligt det end kan lyde, slap “Onkel Hans”, den tyske SS-officer Hans Hermannsen fra Flensburg, som havde forestået bl.a. forfølgelsen og udleveringen af tyske og danske modstandsfolk, kommunister og jøder, helt fri som en hvidvasket engel.

I stedet for at blive anklaget og henrettet blev den tyske krigsforbryder efter krigen ophøjet og ansat som “specialist” i det danske politis politiske efterretningsvæsen (nu PET).

Andre vigtige papirer – beviser? – blev gjort utilgængelige og gemt af vejen i hermetisk tillukkede gemmer i Rigsarkivet, udenrigsministeriet, justitsministeriet og andre steder.

Det kom ikke til nogen nødvendig udrensning og derfor heller ikke til nogen fornyelse eller som lovet forbedring af de unges kår og fremtidsmuligheder. Modstandsbevægelsens unge blev gruelig røvrendt, for nu at tale jysk.

 

Forærede Hitler et helt land

Også på internationalt plan blev der begået storstilet bedrageri.

Et helt kapitel er udeladt i eftertidens historiebøger, skønt det drejer sig om de vestlige stormagters underdanige knæfald for diktatoren Hitler. I september 1938 fremsatte Hitler krav om, at det tyske mindretal i Tjekkoslovakiet – de såkaldte sudetertyskere – skulle indrømmes selvstyre. De vestlige stormagter med Storbritannien i førertrøjen, der mente, at de kunne styre Hitler ved at fodre ham med småbidder, gik så vidt, at de gik i alliance med intrigemageren og faktisk blev hans medsammensvorne.

Vestlige toppolitikere- Storbritannien (Chamberlain), Frankrig (Daladier) og de fascistiske stater Italien (Mussolini) og Tyskland (Hitler) valfartede til Berlin og indgik en hemmelig, skammelig pagt, hvorefter de amputerede den selvstændige stat Tjekkoslovakiet og afstod hele Sudeterområdet til Tyskland. De drog i tur og orden til Berlin for at indsmigre sig ind hos den tyske “Führer” og fulgte hans mindste vink. I dagene 29.-30. september 1938 faldt de sidste brikker på plads i München. Verdenshistoriens måske største og i hvert fald mest kyniske forræderi i nyere tid imod et suverænt land blev højtideligt undertegnet af intrigemagerne. Sovjetunionen, der var garantimagt for Tjekkoslovakiet, blev slet ikke inddraget, men det invaliderede land måtte afslå tilbuddet om militær bistand.

I sin konsekvens havde vestmagterne givet Hitler fri bane til at iværksætte Anden Verdenskrig i forvisning om, at han ville drage mod øst. I den vestlige propagandas trommeild blev forræderiet i München udråbt som en glorværdig sejr for demokratiet og freden. I Danmark førte det dengang “radikale” Politiken an i den opsvulmede hyldest til Chamberlain som “fredens redningsmand”. Ikke engang et halvt år senere brød Hitler aftalen med vestmagtlederne og besatte den 15. marts 1939 hele Tjekkoslovakiet.

 

Den danske ungdoms indsats i Danmarks frihedskamp 1940-45 fortjener al mulig respekt. De banede vej for et bedre Danmark. Hvis nogen dengang i 1945 havde forudsagt, at danske politikere senere ville sende dansk ungdom til fremmede lande som væbnet besættelsesmagt, ville vedkommende blive betragtet som galning.

Det lykkedes desværre ikke dengang at fastholde Danmark på fredens kurs.

Der er brug for en ny modstandsbevægelse og nye kræfter, som vil give freden en chance og vinde frem.

Frede Klitgård

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s