Håndslag og knytnæve

Leder
Håndslag 4, 2020

Frihedsmuseet blev i sin tid bygget på initiativ af modstandsfolkene og deres organisationer og for deres midler, der bl.a. blev fremskaffet ved store offentlige indsamlinger.
Plakaten ‘Køb en Mursten. Folkets Dag, Folkets Sag, Frihedsmuseet’ 29 august – fremhæver hvor central en dag den 29. august 1943 står for modstandsbevægelsen, nemlig samarbejdspolitikkens sammenbrud.

Håndslag og knytnæve

I sommers genåbnede Frihedsmuseet efter ildspåsættelsen for 7 år siden – og det er i nye klæder med moderne informations og formidlings teknologi historien bredes ud. Men der er også vendt op og ned på indholdet, på museets kerne.
Det har tydeligt været et mål for museumsfolkene at præ­sentere samarbejdspolitikken, tilpasningspolitikken til Hitlers Neuropa som en af demokratiets overlevelsesstrategier.
Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-45, Frihedsmuseet har ellers i årtier dokumenteret, at samarbejdspolitikken var det modsatte, var en politisk og national undergangsstrategi som modstandskampen og den internationale anti-Hitler koalition knuste. Den dokumentation er nu væk.

Der er tre generationer blandt de endnu levende – og tre krige, der stadig sætter sine spor verden over: Den store antifascistiske krig 1939-45 og Danmark besættelse og befrielse. Vietnam-krigen (USA’s krig mod Indokina) – 68-generationens krig. Og nutidens store krig: den amerikanske krig for verdensherredømme, den såkaldte krig mod terror og Danmark som krigsdeltager på den amerikanske imperialismes side. Alle disse tre store krige har og har haft afgørende betydning for en hel ungdomsgenerations politiske orientering. På globalt plan har de konfronteret enhver med kravet om stillingtagen og handling. Alle klasser, alle sociale lag, har måttet og må forholde sig til dem.

Det officielle Danmark har hver gang valgt den gale side. Dets stilling til Nazi-Tyskland og dets ‘Europæiske Nyordning’ er et af de sorteste kapitler i Danmarkshistorien. Både op til besættelsen den 9. april 1940 og efter førte det officielle Danmark tilpasningspolitik til Nazi-Tyskland. Det officielle Danmark valgte fra 1940 til 29. august 1943 at stille sig på den nazistiske nyordnings side i den globale kamp. Samarbejdspolitikken gjorde Danmark til en vigtig brik i Hitlers aggressionskrig. Det blev den tyske krigsmaskines forrådskammer og tilsluttede sig den fascistiske Anti-Komintern-pagt. I aggressionskrigen mod det socialistiske Sovjetunionen fra 22. juni 1941 stod det officielle Danmark på Hitler-Tysklands side.
Det officielle Danmark gjorde rakkertjeneste for Hitler med opfordringen til ikke at yde modstand mod den tyske besættelse, men at angive modstandsfolkene, og med det grundlovsstridige forbud mod det kommunistiske parti.
Det var modstandskampen, som satte en stopper for det officielle Danmarks skammelige forræderi. Og modstandsbevægelsen var ikke mindst den daværende ungdomsgenerations oprør og knytnæve i synet på samarbejdspolitikere og krigsprofitører. Modstandsbevægelsens erfaringer lever stadig videre i kampen mod krig og fascisme i dag.

Det officielle Danmark stillede sig igen på den gale side i efterkrigstiden. Nu støttede det den amerikanske imperialisme og dens krige – først i Korea, så i Vietnam og Indokina. Danmark deltog ikke direkte i Vietnam-krigen, men støttede USA og dets krigsforbrydelser mod folk, som kæmpede for at afkaste sig kolonialismens åg og vinde selvbestemmelse. Det er i dag almindeligt accepteret, at den amerikanske krig i Indokina var en uretfærdig og forbryderisk krig.
En ny generation – 68-generationen – vendte sig mod den amerikanske imperialisme og det officielle Danmarks støtte til den. Ungdomsoprøret var en knytnæve i ansigtet på magthaverne, og en fortsættelse af linjen fra modstandskampen.

Siden Irak-krigen i 2003 blev indledt på et falsk grundlag om Iraks trussel mod verdensfreden og brug af masseødelæggelsesvåben har Danmark officielt været i krig på den amerikanske imperialismes side – i Irak, i Afghanistan, Libyen, Syrien – aktiv krigsførende og bombekastende langt fra Danmarks grænser. Kollaboratørlinjen fra besættelsen er fortsat uafbrudt efter Danmarks befrielse som officiel politik.
Men en ny generation må nødvendigvis gå til modstand mod det officielle Danmarks rakkertjeneste, fortsætte oprøret.

I det lys er det oplagt at det officielle Danmark ikke ønsker et Frihedsmuseum som et monument over modstands­kampen – det stolteste kapitel i den nyere Danmarkshistorie. Et kapitel om en ungdom, der gjorde oprør og gik til modstand. En inspiration for ungdommen og kommende generationer.

Håndslaget mellem de tre generationer er: Kampen fortsætter. Modstanden består. Og den vil sejre. En knytnæve til det rådne officielle Danmark!

Museet, der forsvandt under jorden

Frihedsmuseet anno 2020

Syv år skulle der gå før Friheds­museet igen kunne slå dørene op i ny indpakning efter at det stadig uafklarede brandattentat raserede den gamle bygning. Men også på indholdssiden har museet fået en grundig revision – faktisk er der vendt grundigt op og ned på indholdet. »Frihed er ikke altid sort/hvid« annonceres der med.

Umiddelbart efter branden gik en række museumsfolk og historikere i brechen for at få revideret museets grundsyn – de ville brede
hi­storien ud, give plads til andre strategier, give plads til – som det hed – det officielle Danmarks tilpasning som udtryk for demokratiets overlevelsesstrategi!
Naturligvis fik det modsvar. Fra flere sider – herunder fra vidnerne, aktø­rerne, modstandsfolk, der holdt fast i at Friheds­museet skulle forblive et monument over og en dokumentation af den danske modstands­kamp. Det skal fortsat leve op til sit officielle navn: Museet for Danmarks frihedskamp 1940-45

Efter nu at have besøgt museet under jorden i Churchillparken ved Kastellet kan det konstateres, at modstandens museum, Museet for Danmarks frihedskamp er forsvundet under jorden! Godt gemt væk.
I halvmørke, i lyd og moderne IT-teknologi, med kortfattede tekster og med få egentlige udstillingsgenstande er der nu skabt et ganske andet museum – et besættelsestidens museum.
Denne revidering af museets indhold havde næppe haft gang på jord for blot nogle få år siden. Ved åbningen kunne vi måske ha’ oplevet protester i form af et besat besættelsesmuseum. Men naturen har gået sin gang og har tyndet betydeligt ud i datidens aktørers rækker.

Det kæmpende Danmark fik ikke sit museum tilbage.

Frihedsmuseet har sin egen tilblivelseshistorie. Det er bestemt ikke uden grund, at Frihedsmuseet bærer dette navn. Før Frihedsmuseet blev der alle-rede i 1945 på Blegdamsvejen i København, nemlig i Frimurerlogen, der havde været beslaglagt af nazisternes terrorkorps, Schalburgkorpset, holdt en stor og vel besøgt udstilling om frihedskampen. Dens navn var »Det kæmpende Danmark«, og det gik igen, da Frihedsmuseet blev indviet i 1957. Museet fik navnet »Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-45«, og det siger egentlig alt om hensigten med museet og dets indhold.

Læs resten

Da ungdommen fyrede regeringen på gråt papir

August er en betydningsfuld og uforglemmelig måned i den danske historie. Det var i den måned den mest skel­sættende begivenhed i nyere dansk historie fandt sted.

Den 29. august 1943 tvang den danske befolkning ved sit modige oprør regeringen til at gå af og satte dermed en rød slutstreg under den samarbejdsvillige politik, som hav­de bastet og bundet det tyskbesatte Danmark til Hitler- Tyskland og nazisternes folkemorderiske krig. Det startede Esbjerg i begyndelsen af august og bredte sig til Odense og andre byer, hvor folkestrejker og rygende sabotager lukkede byerne.

Af Frede Klitgård, Modstandsmand
Fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag nr. 3/2003

Lige fra den tyske besættelses første dag var politikerne indstillet på nært samarbejde med den nazistiske voldsmagt og pålagde befolkningen kæft, trit og retning. De passede på Hitlers lille kanariefugl, mens storbønder og værnemagere mæskede sig

Sommeren 1943 blev den varme sabotagesommer, hvor det længe ulmende bål under de danske politi­keres krybende politik over for den tysk-nazistiske voldsmagt, der hav­de besat landet den 9. april 1940, slog ud i lys lue. I løbet af foråret og forsommeren var der sket en rivende udvikling, hvor den tidlige­re ret konfuse og passive holdning blev afløst af ønsker og krav om en aktivistisk politik, der sigtede efter at afbryde de samarbejdende kollaborationspolitikeres samspil med den tyske voldsmagt.

Den illegale presse havde etableret sig og gjort underværker med de mange korrekte og troværdige oplysninger om krigens begiven­heder hjemme og ude. Her havde briternes kampe i Nordafrika og russernes nedkæmpelse af den
tyske elitehær i Stalingrad en helt afgørende indflydelse. Den Røde Hærs knusende sejr i Stalingrad aflivede myten om den uovervin­delige tyske hær og inspirerede til øget modstand.

De danske sabotørgruppers hjem­melavede materiel blev nu sup­pleret med mindre leverancer af sprængstof og våben fra den brit­iske sabotageorganisation SOE, hvilket var med til at højne kva­liteten i arbejdet.

Også de sociale forhold spillede en betydelig rolle. Partiet Venstre, der i det dengang som nu stærkt klassedelte samfund var et stort og stærkt bondeparti, som først og fremmest talte herremændenes og de store gårdejeres sag, havde med trusler opnået Socialdemo­kratiets støtte til at få gennem­trumfet store prisstigninger på livsfornødenheder og direkte økonomiske nedskæringer, som ramte arbejderfamilierne hårdt. Trods den enorme arbejdsløshed og andre problemer udløstes en lang række lammende strejker, som de faglige ledere var ude af stand til at dæmme op for.

Læs resten

Racismens gift spredes

Leder Håndslag 3/2020

John Heartfield – Ob schwarz, ob weiss – im Kamps vereint!, Arbeiter Illustrierte Zeitung, 1931

»Indvandreres kultur er ikke skyld i ny smitte. Det er ulighed i adgangen til sundhed til gengæld« var overskriften, da den internationalt anerkendte professor Morten Sodemann, Syddansk Universitet måtte til tasterne for at korrekse højtråbende politikere og en hungrende presse, der endelig i sommerheden havde fået noget at tage fat i, da COVID-19 smitten på ny bredte sig i bl.a. Aarhus.

Og videre: »Det er ikke minoriteternes kultur, der er problemet. Det er majoritetens kulturelle accept af ulighed i sundhed som et udtryk for en svag karakter, der er problemet. Dét er sandheden. Hvis man prøver at bilde vælgerne ind, at det er minoriteters dumhed eller ligegyldighed, der er årsagen til, at de har en højere smitterisiko og dermed truer resten af befolkningen, så er det politisk slangeolie.«

Det er klar og vidensbaseret tale, der sætter de op­hidsede politikere i skammekrogen. Fra en Morten Messerschmidt (DF) der hævdede, at det var konsekvensen af at lade folk, der ikke vil være en del af Danmark, komme hertil. Til en Pia Kjærsgaard (DF) der krævede, at der blev indført udgangsforbud for smittede i ghettoområder. Og videre til Mette Thiesen (Nye Borgerlige), der med en til lejligheden tilpasset geografisk viden fik givet hele Mellemøsten og Nordafrika skylden for smitten. Og til en Lars Aslan (S) der ville vide, at problemet bl.a. lå i somaliernes hele kultur.

Der er al mulig grund til at læse Morten Sodemanns indlæg i magasinet Ræson fra den 11. august.

Over hele verden er billedet det samme – skriver professoren – minoriteter, kortuddannede og mindre velstillede rammes hårdt af corona-pandemien. Ikke alene har de en højere risiko for at blive smittet, de har også en højere risiko for at dø af sygdommen. Alle undersøgelser tyder på, at det handler om en kombination af erhverv, bolig, økonomi, familie­størrelse og adgang til sundhedsvæsnet.

Besynderligt at pressen ikke følger op på disse spor. Og dog.

I juni myrdede to højreekstremister med forbindelser til Stram Kurs og med hagekors tatoveret på benet en ung sort mand ved først at torturere ham, banke ham med rafter for så til sidst at kvæle ham ved at presse et knæ mod hans strube – ganske som George Floyd-mordet. Anklageren og politiet meddelte med det samme, at der ikke var noget som helst racistisk i mordet – derimod var det en personlig relation der var gået »fuldstændig galt«. Ganske som politiet konkluderede, at der ikke var noget racistisk på spil, da fire unge drenge i 2017 forsøgte at myrde den unge Ali Akbari ved at kaste en flaske med brændende benzin på ham og efterfølgende triumferende skrev »jeg har lige sat ild på en perker« – det var blot »drengestreger«.

Pressen kolporterer konsekvent myndighedernes udlægning. Racismens hæslige skær må ikke skæmme Danmarks image.

Grundlæggende fødes alle børn lige, sådan kan børnenes statsminister godt lide at udlægge den socialdemokratiske velfærdsfortælling. Det er bare ikke virkeligheden for en meget stor gruppe af mennesker i det danske samfund. De er nemlig havnet udenfor vinduet, og er stemplet som andenrangs borgere, med massestemplet: Afstamning fra et ikke-vestligt oprindelsesland.

Hele begrebet »ikke-vestlige lande« bliver, når det bruges i lovgivning, til statsracisme mod bestemte befolkningsgrupper. Altså til diskrimination mod mennesker alene baseret på deres nationalitet, køn eller religion. Dermed er ghettolovgivnings-pakken funderet på et kriminelt racistisk grundlag.

Hans Scherfig skrev i ugebladet Ude og Hjemme i 1935 artiklen »Har man lov til at dræbe i racerenhedens navn« og fremhævede her, at racehad altid er et middel, der af magthaverne er blevet brugt til at splitte befolkningen og lede folkenes utilfredshed ind i ufarlige baner!

Et begreb som racisme svæver ikke frit i luften, men er en håndgribelig politisk udtryksform. Den var en uadskillelig og bæ­ren­de idé i den aggressive nazistiske ideologi. Nazisme og racisme er som en­ægge­de tvillinger.

Nazismen betød som bekendt overfalds­krig, blodig og terroristisk undertrykkelse af al modstand, og derfor er det nødvendigt at gøre opmærk­som på den eksisterende og voksende fare for, at giften kan sprede sig.

Undertrykkelsen begyndte med chikanerier, gadeoptøjer, overfald og ituslåede vinduer, men endte i krigens blodbad og med koncentrations- og udryddelseslejre, hvor millioner af mennesker blev aflivet.

Vær årvågen – glem ikke!

Leder Håndslag nr. 2/2020

For 75 år siden – i befrielsens naturlige rus og forventningen om en ny tid – lød der også advarende stemmer om at være årvågen og ikke lade sig narre af alle løfterne om ‘guld og grønne skove’ og lade det gamle genindtage sin plads.

Blandt disse var Martin Andersen Nexø, der i et takkebrev til de 70.000, der deltog i fejringen af hans 76 års fødselsdag i Fælledparken den 26. juni 1945 i Land og Folk advarende henviste til fablen om ulven og storken, hvor ulven der havde fået et alt for stort kødben i halsen, lovede storken guld og grønne skove om den ville tage det ud med sit lange næb. Da storken efter vel udført handling forlangte sin løn svarede ulven som bekendt: »Havde jeg ikke dit hoved mellem mine kæber – og bed ikke til? Du kan altså takke mig for dit liv«.

Vær årvågen – glem ikke! Det er et råd, der igen må komme i fokus. Skiftende regeringer har for længst bevæget sig ind på en farlig glidebane. Det handler om udhuling af de demokratiske rettigheder, om retssikkerheden og anonyme vidner, om udvidet overvågning og mørklægningslov, om bandepakker, tørklædelov, maskeringslov, ghettolov.

Det handler om ‘påvirkningsloven’, der skal lukke munden på antikrigsbevægelsen med trussel om fængselsstraf, hvis kritik fremføres af NATO og dansk krigsdeltagelse og den øgede militarisering. Det meste dækkes ind under »terrortruslen« og godt hjulpet af mediernes tavshed har det kun affødt mindre protester. Men samlet set udgør udviklingen et gevaldigt skridt hen mod et totalitært samfund. Så der grund til at bekymre sig og endda råbe vagt i gevær.

Under den igangværende sundhedskrise har diktatoriske tiltag vundet indpas i adskillige lande. I Danmark har regeringen med fuld opbakning fra Folketinget fået hastegennemført en række love og forordninger, der giver statsministeren og enkelte fagministre ret til at regere pr. dekret.
Det er altid betænkeligt når der regeres på særlove og dekreter – med eller uden udløbstid! Også når regeringen er dansk!

Bekæmpelse af en virus bør være en sundhedspolitisk indsats, langt mere end en retspolitisk indsats. Lige så mange stramninger på det retspolitiske område der har været, lige så mange har vi savnet på sundhedsområdet. Her er virksomhedernes ve og vel blevet prioriteret over befolkningens sundhed.

Den økonomiske krise som melder sig kan betyde mange arbejdsløse og mange forarmede. Vi minder og advarer om, at den sociale forarmelse og udsigtsløsheden kan udnyttes som en grobund for fascisme, som det var efter den økonomiske depression fra 1929 og frem.
Det er ikke tiden til »Enhver er sin egen lykkes smed« og dyrkelse af selvindbildningen om »overmennesket der klarer sig«. Det er tid til solidaritet i den arbejdende og arbejdsløse be­folkning for en bedre fremtid for alle.

Den legendariske Georgi Dimitrov, der blev slæbt for »retten« i Tyskland, men satte Göring til vægs, skrev i 1935:

»… før oprettelsen af det fascistiske diktatur gennemløber de borgerlige regeringer i reglen en række forberedelses¬etaper og gennemfører en række reaktionære foranstaltninger, som umiddelbart fremmer fascismens magtovertagelse. Den, der ikke under disse forberedelsesetaper bekæmper bourgeoisiets reaktionære forholdsregler og den voksende fascisme, er ikke i stand til at forhindre fascismens sejr, men letter den tværtimod...«.

Aldrig mere Nazisme!
Aldrig mere grobund for Nazisme!

Ved 75 året for befrielsen: Buchenwald-fangernes løfte – Udryddelse af fascismen og dens rødder er vores løsen …

Udryddelse af fascismen og dens rødder er vores løsen …
Opbygning af en verden i fred og frihed er vores mål…
Det skylder vi de myrdede…

Fangerne i den berygtede koncentrationslejr Buchenwald ved Weimar i Sydtyskland hvor også knap 2000 danske politibetjente blev indespærret, befriede sig selv med hjemmelavede eller stjålne våben kort tid før Tysklands kapitulation.
Ved befrielsen holdt de på appelpladsen et stort afskedsmøde, hvor de enstemmigt vedtog ovenstående erklæring – et program med et højtideligt løfte om at udrydde fascismen og kæmpe for freden.

Lad Buchenwalds fangernes løfte være den egentlige omend glemte eller oversete overskrift på disse dage, hvor befrielsen fra nazismen barbari fejres overalt i Europa. Vi må aldrig glemme at nazismen og nazistisk ytringsfrihed betød mere end 50 mio. menneskers død. Derfor blev nazismen efter krigen stemplet og dømt som forbrydelse mod menneskeheden.

Læs videre her:

Indledningen til bogen ‘Sejrrigt Oprør mod besættelsen 1940-45’

9. april 1940: De tre »glemte« mord

9. april 1940: De tre »glemte« mord

De mørke fugle fløj
ved gry med motorstøj
i eskadriller over byens tage.
Da så vi og forstod-
det gik til hjertets rod –
at vi fik trældoms bitre brød at smage.
Otto Gelsted

Da det aggressive Hitler-Tyskland overfaldt Danmark og Norge den 9. april 1940, blev der fra såvel den tyske som den danske regering formanede til ro og orden. Mens tyske tropper overskyllede landet og i løbet af ganske få timer var herrer overalt, blev der samtidig fra en sværm af fly nedkastet det berygtede »oprop«, der på norsk/dansk kaudervælsk forsikrede om Tysklands ædle hensigter om blot at ville beskytte Danmark og hele det danske folk. De tyske nazister opfordrede befolkningen til ro og orden.

Dette billede har ingen alternativ tekst; filens navn er tildanskefolk.jpg

Fra den danske regering lød de samme toner. I en proklamation fra regeringen og kongen hed det, at de tyske tropper »træder i forbindelse med den danske Værnemagt«. Det blev fremhævet, at det var befolkningens pligt at afholde sig fra enhver modstand imod de tyske tropper. I en særlig tilføjelse appellerede kong Christian X også til ro og orden og lagde til, at »loyal Optræden maa udvises overfor alle, som har en Myndighed at udøve«.

Tjenestemænd af alle grader stod ret og fortsatte deres »gerning«, som om der intet var hændt. Det gjaldt f.eks. også det militært organiserede specielle qendarmerikorps, der havde den Kontrollerende opgave ved den dansk-tyske grænse. Opgaven gik bl.a. ud på at forhindre politiske flygtninge og religiøst forfulgte i at undvige den menneskefjendske nazismes fangarme.
Mange slags flygtninge fra Østrig, Tjekkoslovakiet og selve Tyskland lagde i titusindvis naziland bag sig og søgte tilflugt i det tilsyneladende demokratiske Danmark med den frihedselskende befolkning.
Gendarmerne fangede mange, der med myndighedernes tjenestevillige hjælp blev deporteret tilbage til torturkamre, fængsler og koncentrationslejre. Det ramte dem derfor som et kølleslag, at de første ofre den 9. april var tre gendarmer.

Når det officielle Danmark markerer den tyske besættelse, nævnes nedskydningen og mordet på tre grænsegendarmer aldrig, skrev modstandsmanden Frede Klitgård i det antifascistiske tidsskrift Håndslag. Den nazistiske ugerning er også lige så stille blevet et tabuemne i de mange bøger om besættelsestiden.

Læs resten

Ildevarslende rumlen

Leder Håndslag nr. 1/2020

Aldrig mere fascisme – Aldrig mere krig
Fra en international manifestation i Köln 1978 mod fascisme og krig

I Thüringen – lige midt i Tyskland – var der valg i slutningen af oktober sidste år. Resultatet var snært med to næsten lige blokke, og tiden gik uden at der kunne udpeges en regeringsleder. Men så, efter knapt tre måneder kunne lederen af det liberale FDP (Frie demokrater) meddele, at han nu havde et flertal bag sig og erklærede sig som ny ministerpræsident i delstaten. Men det kom dog kun til at vare 24 timer, så måtte han trække sig tilbage. Hans flertal byggede nemlig på Alternative für Deutschland – AfD’s mandater, og det var for stærk kost.
Som én skrev om AfD og deres ‘Tyskland for tyskere’: »Hvis man hører talen på det rigtige lydniveau og lukker øjnene, så føler man sig tilbage i Det Tredje Riges tid«.
Og ikke så underligt, for netop i Thüringen kunne NSDAP – nazisterne næsten på dato for 90 år siden danne regering med de højkonservative – netop for at forhindre en venstreorienteret regering. Parallellerne var simpelthen for stærke.
Det var i Thüringen at nazisterne fik afprøvet deres metoder første gang – og altså før Hitler kom til magten. Udrensning af de socialdemokratiske embedsfolk, fyring af kommunistiske lærere. Oprettelse af et centralt statspoliti med loyale nazister. Udstedelse af dekretet »Wider die Negerkultur für deutsches Volkstum« – Mod negerkultur og for tysk folkekunst.

Ikke så underligt at mange følte en ildevarslende rumlen fra Thüringen. Det gjaldt dog ikke et bestyrelsesmedlem af Dansk Folkeparti (DF) i Sønderborg. Han raser i et læserbrev i Der Nordschleswiger over Merkel og over at AfD ikke kom i regering og postulerer at vælgeren i Thüringen må føle sig tilsidesat.
Det er ikke overraskende. Det er jo den denne samme ildevarslende rumlen, der får lov at udgå fra Christiansborg.

Da Paludans Stram Kurs ikke kunne finde et sikkert sted at holde ‘Rigskongres’ kom Søren Espersen (DF) og Folketingets formand Henrik Dam Kristensen (S) til hjælp og i ytringsfrihedens navn inviterede Paludan og hans Rigskongres i sikkerhed indenfor murene.
I januar i år holdt den højreekstreme organisering, der kalder sig Trykkefrihedsselskabet en særlig prisuddeling på Christiansborg med DFs hjælp! Her skulle fascismen i skikkelse af Tommy Robinson hædres. Tommy Robinson er en kendt skikkelse i de højreekstremistiske kredse og bl.a. grundlægger af English Defense Leaque.
Og nu føler Trykkefrihedsselskabet sig igen kaldet til fra Christiansborg at promovere fascismen, denne gang ved et arrangement den 27. februar med den fascistiske gruppe Generation Identitær.

Arrangementerne er hver gang blevet mødt med protest. Også denne gang vil antifascister demonstrere under parolen: Stop normaliseringen af den yderste højrefløj og fascismen.  Se også her: Generation Identitær ud af København

Det kan undre at de etablerede folketingspartier slet ikke reagerer herpå med andet end nærmest larmende tavshed. Historieløshed og manglende forståelse for fascismens karakter præger tydeligvis det høje Ting.
Overalt i verden ser vi disse tendenser til truende sorte skyer i horisonten. Det virker som om den herskende ny-liberalistiske politik ligesom huser – giver rum og plads til at de fas­cistiske og højreekstremistiske kræfter. kan boltre sig.

Her omkring årsdagen for Den Røde Hærs befrielse af den nazistiske dødslejr Auschwitz- hvor erklærede nazister atter markerede sig med deres svinske overmalinger af gravsten med hagekors mange steder i Norden og Europa – omkring denne dag lancerer ’børnenes statsminister’ Mette Frederiksen en særlig definition på antisemitisme, der reelt sidestiller antisemitisme og antizionisme.
Antisemitisme er fjendtlighed, fordomme overfor jøder generelt. Antizionisme er afstandtagen fra zionismen, som er af den opfattelse, at jøder har ret til Palæstina, og som derfor er i deres gode ret til at smide alle ikke-jøder ud af området. Men det skal åbenbart kriminaliseres at ytre sig negativt om den zionistiske stat Israel og dens faktiske apartheidpolitik! – I ytringsfrihedens navn?

Med den ildevarslende rumlen i horisonten bør fejringen af 75-året for befrielsen i maj i år gennemsyres af budskabet:

Aldrig mere nazisme 
Stop normaliseringen af den yderste højrefløj og fascismen!

Grumset forspil til Anden Verdenskrig – Krigen vendt mod øst

En af de største politiske »bomber« i dette århundrede detonerede 23. august 1939. da daværende Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker (forkortet: USSR eller Sovjet) og Hitler-Tyskland indgik en ikke-angrebspagt.

Det er over 80 år siden, og det politiske landkort har undergået store ændringer siden da. Men netop omkring denne pagt er der spundet et væv af fordrejninger, løgne og myter. der alle har haft til formål at skjule det grumsede forspil for at vende krigen mod øst og knuse det daværende socialistiske Sovjetunionen.

Dengang som nu tjener historiefordrejningen et politisk formål.

Idag ved vi, at Hitler – opmuntret over vestmagternes såkaldte apeasementpolitik, der uimodsagt lod ham sluge Østrig, forærede ham Tjekkoslovakiet samt af fascismens sejr i Spanien den 11. april 1939 satte sin underskrift under Fall Weiss (Plan Hvid), der var kodeordet for Hitler-nazisternes feje og brutale overfald på Polen den 1. september 1939, hvormed Anden Verdenskrig blev skudt i gang.

Altså blot 14 dage efter at Franco med England og Frankrigs anerkendelse den 28. marts 1939 triumferende kunne marchere ind i Madrid beordrede Hitler overfaldet på det næste selvstændige land – Polen.

Det franske magasin Marianne havde den 9. marts 1938 på forsiden denne fotocollage med overskriften ”Et vanskeligt parti”. Mussolini og Hitler har gang i et parti skak, mens stormagterne står i baggrunden. De blander sig ikke. De nøjes med at se på.

I den almindelige antisovjetiske propaganda har ‘Hitler-Stalin- pagten’ i årtier været et stadigt tilbagevendende emne.

Det er besynderligt, at der ikke tales om den forræderiske pagt, som de vestlige stormagter indgik med den tyske naziführer Adolf Hitler i Mün­chen den 30. september 1938. Her skænkede de Hitler Tjekkoslovakiet, nærede hans krigslyst og påkaldte krigen. Derfor er der grund til at blade tilbage og se nærmere på de handlinger, der førte til krigen.

Set fra Sovjetunionens og mange an­dre kræfters side var den tysk-sovjetiske pagt om ikke-angreb et be­hændigt politisk-diplomatisk træk, der tjente freden.

Der var ikke tale om nogen venskabs- eller bistandspagt med vidtgående forpligtelser. Pagten udskød den fra tysk side allerede besluttede udløs­ning af Anden Verdenskrig.

De sovjetiske ledere forstod at ud­nytte imperialisternes indre modsætninger og at krydse Storbritanniens og Fran­krigs planer om efter München-aftalen at udvide samarbejdet med Hitler om bl.a. at foretage en nyopdeling af verden.

Pagten forhindrede umiddelbart, at Sovjet blev konfronteret med en to­frontskrig, som allerede var indledt med Japans krig imod Kina og væb­nede indfald i Sovjet.

Den udsatte den store krig imod Sovjet i næsten halvandet år og gav dette land et betydningsfuldt pu­sterum til at organisere forsvaret og forcere rustningerne.

Det er et fælles træk hos alle professionelle antikommunister og historieforfalskere, at de lader, som om pagten faldt ned fra himlen i sidste halvdel af august 1939, kun ca. otte dage før Hitler-Tyskland kastede det meste af verden ud i Anden Verdenskrig.

Men store historiske begivenheder har deres egen udviklingshistorie og skal naturligvis ses i sammenhæng. Der er tale om en lang, uafbrudt kæde af små og store begivenheder, som vurderet i deres naturlige bestanddele viser, at krigen blev købt på afbetaling og var præget af forsøg på at jage Sovjet og Tyskland i totterne på hinanden.

Det bør ikke gå i glemmebogen, at det var de store monopoler og protyske/pronazistiske politikere, som tilførte den tyske rustningsindustri vældige summer, så Hitler kunne forny en stor del af de tyske rustningsfabrikker og iværksætte en gigantisk oprustning.

Læs resten

Løgn og latin

Leder Håndslag 4/2019

Efter at nazisterne havde taget magten i Tyskland i 1933 sænkede den mørke nat sig over Europa. I 12 år herskede nazismens iboende, uvidenskabelige og forbryderiske racehad og absurde erobrings og herrefolksdrømme – alt sammen bygget på krig, terror og menneskeforagt. Kun ved modstand og kamp med tunge ofre blev det igen muligt for menneskeheden at ånde frit. Nazismen kostede over 50 millioner mennesker livet.

Det er denne historie der nu skal skrives om, iflg. et flertal af EU-parlamentet. De har vedtaget en resolution, der vender årsagerne til udbruddet af Anden Verdenskrig på hovedet. Fra at være nazismen og de store tyske monopolers krav om »Lebensraum« – den imperialistiske rivalisering, der fik verden til at bløde, er det nu det daværende socialistiske Sovjetunionen og Nazityskland i fællesskab, der bærer ansvaret. De indgik nemlig en ikke-angrebspagt – den såkaldte Molotov-Ribbentrop pagt den 23. august 1939, hvad der angiveligt så skulle betyde, at Hitler derved blot 8 dage senere skulle være klar til at overfalde Polen den 1 september 1939. Absurd. Overfaldet var planlagt lang tid før. Faktisk havde Hitler den 11. april 1939 sat sin underskrift under Fall Weiss (plan hvid), der var kodeordet for Hitler-nazisternes feje og brutale overfald på Polen den 1. september 1939, hvormed Anden Verdenskrig blev skudt i gang.

Resolutionen lægger op til forbud mod kommunistiske symboler, og til at ethvert forsvar for Stalins og Sovjetunionens kamp mod nazismen vil være at betragte som misinformation og fake news. Og i det omfang Rusland måtte fremstille Sovjetunionens politik positivt, må dette anses for: »et farligt element i den informationskrig, der føres mod et demokratisk Europa, og som har til formål at splitte vores kontinent; opfordrer derfor Kommissionen til at imødegå disse bestræbelser på en beslutsom måde«.

Den berømte engelske grafitti-kunstner Banksy – der på trods af skyhøje priser for hans kunstværker, har formået at holde sig anonym – rammer fuldstændig plet i hans værk hvor »sandheden« i den kendte sentens »når en løgn gentages tilstrækkelig mange gange bliver det til sandheden« erstattes af »politik«.

Det er en politik, der ikke er til at misforstå. Fuld opbakning til videre EU’s stormagtsdrømme med oprustning og opbygning af en EU-hær. Det er reaktionen, der her taler og forsøger at dæmme op mod ungdommens afstandtagen til det kapitalistiske system og søgen efter retfærdighed og en fremtid.

10 af de 12 danske EU-parlamentarikere har stemt for resolutionen – man græmmes.

Glemmes skal den såkaldte appeasement-poltik, eftergivenhedspolitik, hvor vestmagterne skridt for skridt søgte at vende krigen mod øst – mod det dengang socialistiske Sovjetunionen. Glemmes skal den skændige München-pagt, hvor Chamberlain og Daladier sammen med Mussolini i 1938 forærede Hitler et helt land – Tjekkoslovakiet. Glemmes skal den Røde Hær, der med umådelige menneskelige ofre – mere end 25 millioner døde – var hovedkraften bag sejren over nazismen.

Det amerikanske institut for propaganda, opstillede i forbindelse med 2. Verdenskrig en række grundprincipper for effektiv propaganda, nemlig følelses-argumentation (det onde/det gode), vedholdende gentagelse, påstand (forenklet/slogan), generalisering, autoritetsudsagn (eksperter), frontdannelse (ansporing til adfærd).

Der er nogle parlamentarikere, der grundigt har læst på lektien.

Nazisternes kunne bare det dér. Før hvert større angreb iværksattes en pressekampagne beregnet på at svække deres ofre og forberede det tyske folk psykologisk på angrebet.

»Krystalnatten« eksempelvis den 9.-10. november 1938 var en statslig organiseret pogrom i hele det Hitlertyske rige, der rettedes mod alle tyskere af jødisk herkomst. Deres synagoger blev brændt ned under velvilligt opsyn af myndigheder og brandvæsen. Deres boliger, plejehjem, børnehjem og forretninger blev ødelagt og plyndret under tilsyn af politiet. 26.000 jøder af alle aldersgrupper blev den dag slæbt i KZ-lejre, tortureret og mishandlet.

Krystalnatten« var forvarslet om gaskamre og tilintetgørelse. Og derfor har datoen den 9. november siden da været brugt til at huske på sejrens løfte:

Aldrig mere nazisme! Ikke mere krig!