Den 5. april 1946 – for 75 år siden – forlod den røde hær Bornholm. I følge de foreliggende aftaler mellem Vestmagterne og Sovjetunionen var hovedlinjen at fjenden (Nazityskland) skulle slås, hvor han blev antruffet. På Bornholm nægtede den tyske kommandant at overgive sig, hvilket som bekendt førte til direkte krigshandlinger, hvor både Rønne og Nexø blev bombet.
Kommunisthetzen og nutidens anspændte forhold til Rusland har gennem længere tid farvet eller rettere misfarvet synet på Den Røde Hærs 11 måneder på Bornholm 1945-46. Sovjet var ikke en besættelsesmagt på samme måde som Nazitysklands – og den adskiller sig reelt ikke fra den tilsvarende britiske i resten af landet omend den varede et par måneder længere.
Bornholm blev ikke besat af russerne, Bornholm blev befriet!
Vi bringer i den anledning en artikel fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag 1/2015, skrevet af modstandsmanden Frede Klitgård som en kommentar til bogen “Bornholm Besat” af Jesper Gaarskjær, som bl.a. får dette skudsmål: I strid med alle historiske fakta og utallige artikler og bøger om emnet fremstiller han befrielsen som det stik modsatte, nemlig besættelse. Dette postulat må siges at være et hidtil markant højdepunkt i den banale antikommunismes historie. Bogen er faktisk et stinkende opkog af alle tænkelige løgnehistorier og myter.

Bornholms befrielse
Efter en ganske kort pause – den tid det tog at læse et netop modtaget hastetelegram – genoptog den daglige danske radioudsendelse, der blev sendt tidligt om aftenen i den britiske radio BBC, nyhedsoplæsningen.
Den kendte danske radiospeaker – nu radiovært – Johannes G. Sørensen åbnede igen for mikrofonen klokken 20.35. Bevæget videregav han den meddelelse om den delvise tyske kapitulation, der senere blev kendt som “frihedsbudskabet”:
“I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery (britisk general med tilnavnet Ørkenræven) har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.”
Den store jubel
Befrielsesbudskabet vakte en ubeskrivelig jubel overalt i landet og greb både store og små. Næsten fem års tysk tvang, mørklægning og vrede over terror med indsættelse af mange dansk-tyske nazistiske dødspatruljer fik udløsning gennem stormende glæde, iblandet tårer. Mørklægningsgardinerne blev flået ned, og folk strømmede ud på gader og pladser, forenet i den overvældende glæde. De næsten 60.000 medlemmer af den hemmelige hær fandt deres ellers godt gemte blå-hvid-røde armbind frem fra deres skjul og begav sig af sted til de aftalte mødepladser, hvor de fik udleveret våben og ammunition. Det var “godter”, som britiske fly havde leveret ad luftvejen, og som nu skulle affedtes, efterses og klargøres.
Problematisk kapitulation
Under Anden Verdenskrig var det naturligt, at de antifascistiske kræfter, der med stor anspændelse og ofre bekæmpede aggressorerne i den fascistiske Berlin-Rom-Tokyo- Akse, koordinerede deres fælles kamp. Det foregik gennem fælles civile og militære stabe og med godkendelse af De Allieredes øverste ledere, Churchill (Storbritannien), De Gaulle (Frankrig), Roosevelt, (senere Truman, USA) og Stalin (Sovjetunionen).
De Allierede var ved mange møder blevet enige om, at ingen af dem ville handle på egen hånd, og at de ville insistere på, at fjenden skulle tvinges til altomfattende og betingelsesløs kapitulation. Montgomery brød denne aftale på et sent tidspunkt, hvor han og andre var i færd med at udvikle den såkaldte kolde krig, der gik ud på at svigte og isolere Sovjetunionen. Churchill gik så vidt, at han af slagne tyske nazitropper udrustede og trænede en vældig tysk hær på over to millioner mand, der i givet fald skulle sættes ind i en ny krig imod Sovjetunionen.
Churchill opererede med den 1. juli 1945 som en sandsynlig dato for det planlagte angreb.
Bornholm kom ikke med
Trods mange forsøg er det aldrig lykkedes at få klarlagt Churchills motiver til at undtage Bornholm fra den tyske kapitulation. Måske fordi han handlede selvrådigt og uden tilslutning af de øvrige kampfæller eller som sædvanligt ville have “noget at handle med”.
Læs resten