Historiefuskeri og manipulation

Efter krav fra den tysk-nazistiske besættelsesmagt begik de danske myndigheder landsforræderi, da de den 22. juni 1941 begyndte at arrestere kommunister, fordi de var kommunister. På dansk initiativ blev aktionen udvidet til højforræderi, da de samme politikere et par måneder senere, nemlig 22. august 1941, i hast gennemførte den såkaldte kommunistlov, der med et slag gjorde kommunisterne retsløse og til jaget vildt. Senere fulgte deportationer til tyske koncentrationslejre med mange dødsfald til følge.

Dette overgreb har Horserød-Stutthof foreningen taget initiativ til at få regering og folketing til at anerkende og give en undskyldning for. Det er en vigtig debat, der hermed rejses og samtidig en våd og rød klud i ansigtet på samarbejdspolitikkens ihærdige forsvarere.

En sådan er den tidligere chefredaktør på Politiken Bo Lidegaard, som for åben skærm i en debat med historikeren Albert Scherfig erklærede: »Hele Samarbejdspolitikkens ide – som jo altså de fire demokratiske partier stod bag – var at beskytte danske borgere og det danske samfund fra det, der var værre, nemlig en nazistisk magtovertagelse«!

Tyk lige på den! Nazisternes besættelse af Danmark den 9.april betød vel, at de tog magten?

Den 8 juli 1940 dannede Stauning en ny regering – en samlingsregering. Her erklærede udenrigsminister Erik Scavenius: »… Ved de store, tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politiske-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt Samarbejde med Stortyskland …«.

Lidegaard er kendt for at mene at historiens dom over Scavenius som alt for tyskervenlig er dybt uretfærdig.

Det var en vanskelig men omsorgsfuld beslutning de fire demokratiske partier tog, for det var bedre for kommunisterne at blive taget, fængslet og bevogtet af dansk politi fremfor af tysk politi, der straks ville have sendt dem til en KZ-lejr til død og udslettelse. Hævder Lidegaard alvorsfuldt. De kom – så at sige – i beskyttelsesarrest!

Lidegaard er ustoppelig. Han mener at kommunisterne faktisk burde være taknemmelige for at blive reddet af samarbejdsregeringen, for egentlig havde de ikke fortjent det. De var jo ikke demokrater, men gik ind for proletariatets diktatur – i modsætning til de fire demokratiske partier, der stod bag samarbejdspolitikken med besættelsesmagten.

Sådan vendes tingene fuldstændig på hovedet – i stedet for at bede om en undskyldning skulle kommunisternes efterkommere takke de storsindede og omsorgsfulde samarbejdspolitikere. Historiefusk og manipulation.

Samarbejdspolitikken var en villig lakaj­politik overfor HitlerTyskland, som reelt gjorde Danmark til deltager i Nazitysklands krig for verdens­herre­dømme.

Den danske regering tilsluttede sig Anti-kominternpagten, understøttede oprettelsen og udrustningen af de danske SS-racekrigere i Frikorps Danmark, der sendtes til østfronten hvorved Danmark blev reelt krigsførende i Hitlers felttog mod Sovjetunionen – mod bolsjevikkerne.

Den officielle danske politik var en tilpasningspolitik til Hitlers nyindretning af Europa og verden.

Dansk industri og dansk landbrug omstillede produktionen til den tyske krigsmaskines behov – og tjente store profitter derved. I danske ministerier planlagdes profitable danske andele i ‘østrummet’. Danske monopoler f.eks. F.L. Schmidt tjen­te som de tyske monopolgiganter på brugen af slavearbejde i de besatte områder.

Selv efter den danske samarbejdende krigsforbryderregering var blevet tvunget væk, fortsatte væsentlige elementer i samarbejdspolitikken under det efterfølgende embedsmandsstyre.

Historiens dom over samarbejdspolitikken er klar – den faldt den 29. august 1943, da strejker og protester tvang regeringen til at gå af.

Det var ikke samarbejdspolitikken, men derimod den modsatte politik – opgøret mod samarbejdspolitikken og den væbnede modstandskamp – der gjorde, at Danmark kunne tage plads ved siden af de allierede og deltage i stiftelsen af FN efter sejren over fascismen.

Leder Håndslag 2/2021

Indslaget , der refereres til med Albert Scherfig og Bo Lidegaard, er fra Deadline den 2. maj 2021. Linket er her. Indslaget starter 16.20 min. inde i udsendelsen.

Bornholms befrielse

Den 5. april 1946 – for 75 år siden – forlod den røde hær Bornholm. I følge de foreliggende aftaler mellem Vestmagterne og Sovjetunionen var hovedlinjen at fjenden (Nazityskland) skulle slås, hvor han blev antruffet. På Bornholm nægtede den tyske kommandant at overgive sig, hvilket som bekendt førte til direkte krigshandlinger, hvor både Rønne og  Nexø blev bombet. 

Kommunisthetzen og nutidens anspændte forhold til Rusland har gennem længere tid farvet eller rettere misfarvet synet på Den Røde Hærs 11 måneder på Bornholm 1945-46. Sovjet var ikke en besættelsesmagt på samme måde som Nazitysklands – og den adskiller sig reelt ikke fra den tilsvarende britiske i resten af landet omend den varede et par måneder længere.

Bornholm blev ikke besat af russerne, Bornholm blev befriet!

Vi bringer i den anledning en artikel fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag 1/2015,  skrevet af modstandsmanden Frede Klitgård som en kommentar til bogen “Bornholm Besat” af Jesper Gaarskjær, som bl.a. får dette skudsmål: I strid med alle historiske fakta og utallige artikler og bøger om emnet fremstiller han befri­elsen som det stik modsatte, nemlig besættelse. Dette postulat må siges at være et hidtil markant højdepunkt i den banale antikommunismes historie. Bogen er faktisk et stinkende opkog af alle tænkelige løgnehistorier og myter.

Tyske tropper forlader Bornholm, som den glødende nazist, kaptajnløjtnant Gerhard von Kamptz ikke ville overgive, og som ville kæmpe “til sidste mand” mod russerne, og som derfor nedkaldte invasionsstyrkens bombardementer. En anden tysk, men fornuftig admiral greb ind og afsatte noget ureglementeret von Kamptz og banede således vej for den efterfølgende tyske kapitulation. Med sin handling forhindrede han yderligere ødelæggelser og blodsudgydelser.

Bornholms befrielse

Efter en ganske kort pause – den tid det tog at læse et netop modta­get hastetelegram – genoptog den daglige danske radioudsendelse, der blev sendt tidligt om aftenen i den britiske radio BBC, nyhedsop­læsningen.

Den kendte danske radiospeaker – nu radiovært – Johannes G. Søren­sen åbnede igen for mikrofonen klokken 20.35. Bevæget videregav han den meddelelse om den delvise tyske kapitulation, der senere blev kendt som “frihedsbudskabet”:

“I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery (britisk general med tilnavnet Ørkenræven) har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.”

Den store jubel

Befrielsesbudskabet vakte en ube­skrivelig jubel overalt i landet og greb både store og små. Næsten fem års tysk tvang, mørklægning og vrede over terror med indsættel­se af mange dansk-tyske nazistiske dødspatruljer fik udløsning gennem stormende glæde, iblandet tårer. Mørklægningsgardinerne blev flået ned, og folk strømmede ud på gader og pladser, forenet i den overvældende glæde. De næsten 60.000 medlemmer af den hemme­lige hær fandt deres ellers godt gemte blå-hvid-røde armbind frem fra deres skjul og begav sig af sted til de aftalte mødepladser, hvor de fik udleveret våben og ammuniti­on. Det var “godter”, som britiske fly havde leveret ad luftvejen, og som nu skulle affedtes, efterses og klargøres.

Problematisk kapitulation

Under Anden Verdenskrig var det naturligt, at de antifascistiske kræf­ter, der med stor anspændelse og ofre bekæmpede aggressorerne i den fascistiske Berlin-Rom-Tokyo- Akse, koordinerede deres fælles kamp. Det foregik gennem fælles civile og militære stabe og med godkendelse af De Allieredes øver­ste ledere, Churchill (Storbritanni­en), De Gaulle (Frankrig), Roose­velt, (senere Truman, USA) og Sta­lin (Sovjetunionen).

De Allierede var ved mange møder blevet enige om, at ingen af dem ville handle på egen hånd, og at de ville insistere på, at fjenden skulle tvinges til altomfattende og betin­gelsesløs kapitulation. Montgomery brød denne aftale på et sent tids­punkt, hvor han og andre var i færd med at udvikle den såkaldte kolde krig, der gik ud på at svigte og iso­lere Sovjetunionen. Churchill gik så vidt, at han af slagne tyske nazi­tropper udrustede og trænede en vældig tysk hær på over to millioner mand, der i givet fald skulle sættes ind i en ny krig imod Sovjetunio­nen.

Churchill opererede med den 1. juli 1945 som en sandsynlig dato for det planlagte angreb.

Bornholm kom ikke med

Trods mange forsøg er det aldrig lykkedes at få klarlagt Churchills motiver til at undtage Bornholm fra den tyske kapitulation. Måske fordi han handlede selvrådigt og uden tilslutning af de øvrige kampfæller eller som sædvanligt ville have “noget at handle med”.

Læs resten

Glidebane mod fascisme?

Leder
Håndslag 1, 2021

Med Trumps valgnederlag i november drog millioner af mennesker et lettelsens suk og havde næppe ventet det drama, der forestod ved magtoverdragelsen i januar. Her blev åbne fascistiske kræfter – Trumps stormtropper – aktiveret for at skabe en situation, hvor Trump kunne fastholde magten.

Det er et redskab, en metode USA m.fl. også har anvendt i andre lande til at gribe magten. I Ukraine f.eks. har den fascistiske Azov Bataljon nu fået betydelig indflydelse og er blevet en selvstændig enhed i de væbnede styrker, som dansk militær har haft til opgave at træne i bl.a. bykamp.

Gennem fire år har Trump understøttet åbne fascistiske kræfter for i en given situation at bruge dem. »Stand back and stand by«, sagde han under en TV-debat henvendt til de fascistiske Proud Boys. De og lignende grupper fik lov til åbenlyst at terrorisere folkelige protestbevægelser, herunder Black Lives Matter demonstrationerne adskillige gange. Gadeterroren blev sat ind ganske bevidst. Disse dyrkere af det hvide overherredømme har bygget sig op under præsidentens paraply. I en DR-udsendelse for nylig om baggrunden for Trumps stormtropper kunne kilder fortælle, at disse grupper igennem ganske lang tid bevidst har arbejdet på at rekruttere især veteraner, politifolk og andre våbentrænede folk. Rekrutteringen af sympatisører indenfor et politi, hvor racismen åbenlyst har fået lov at trives, har tilsyneladende haft gode kår.

Mange steder verden over har vi oplevet at de højreekstremistiske kræfter er vokset endda ganske betydeligt de senere år. Nyliberalismen har stimuleret denne udvikling, som har brugt dem til at splitte befolkningerne. Højreekstremismen er blevet normaliseret.

Med racismen har man skabt en fælles ydre fjende i ’de fremmede’, der angiveligt truer vores kultur og levevis. Derfor kræves lukkede grænser og Fort Europa.

Nyliberalismen puster til de højreekstremistiske kræfter, og bruger dem!

Læs resten

Håndslag og knytnæve

Leder
Håndslag 4, 2020

Frihedsmuseet blev i sin tid bygget på initiativ af modstandsfolkene og deres organisationer og for deres midler, der bl.a. blev fremskaffet ved store offentlige indsamlinger.
Plakaten ‘Køb en Mursten. Folkets Dag, Folkets Sag, Frihedsmuseet’ 29 august – fremhæver hvor central en dag den 29. august 1943 står for modstandsbevægelsen, nemlig samarbejdspolitikkens sammenbrud.

Håndslag og knytnæve

I sommers genåbnede Frihedsmuseet efter ildspåsættelsen for 7 år siden – og det er i nye klæder med moderne informations og formidlings teknologi historien bredes ud. Men der er også vendt op og ned på indholdet, på museets kerne.
Det har tydeligt været et mål for museumsfolkene at præ­sentere samarbejdspolitikken, tilpasningspolitikken til Hitlers Neuropa som en af demokratiets overlevelsesstrategier.
Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-45, Frihedsmuseet har ellers i årtier dokumenteret, at samarbejdspolitikken var det modsatte, var en politisk og national undergangsstrategi som modstandskampen og den internationale anti-Hitler koalition knuste. Den dokumentation er nu væk.

Der er tre generationer blandt de endnu levende – og tre krige, der stadig sætter sine spor verden over: Den store antifascistiske krig 1939-45 og Danmark besættelse og befrielse. Vietnam-krigen (USA’s krig mod Indokina) – 68-generationens krig. Og nutidens store krig: den amerikanske krig for verdensherredømme, den såkaldte krig mod terror og Danmark som krigsdeltager på den amerikanske imperialismes side. Alle disse tre store krige har og har haft afgørende betydning for en hel ungdomsgenerations politiske orientering. På globalt plan har de konfronteret enhver med kravet om stillingtagen og handling. Alle klasser, alle sociale lag, har måttet og må forholde sig til dem.

Det officielle Danmark har hver gang valgt den gale side. Dets stilling til Nazi-Tyskland og dets ‘Europæiske Nyordning’ er et af de sorteste kapitler i Danmarkshistorien. Både op til besættelsen den 9. april 1940 og efter førte det officielle Danmark tilpasningspolitik til Nazi-Tyskland. Det officielle Danmark valgte fra 1940 til 29. august 1943 at stille sig på den nazistiske nyordnings side i den globale kamp. Samarbejdspolitikken gjorde Danmark til en vigtig brik i Hitlers aggressionskrig. Det blev den tyske krigsmaskines forrådskammer og tilsluttede sig den fascistiske Anti-Komintern-pagt. I aggressionskrigen mod det socialistiske Sovjetunionen fra 22. juni 1941 stod det officielle Danmark på Hitler-Tysklands side.
Det officielle Danmark gjorde rakkertjeneste for Hitler med opfordringen til ikke at yde modstand mod den tyske besættelse, men at angive modstandsfolkene, og med det grundlovsstridige forbud mod det kommunistiske parti.
Det var modstandskampen, som satte en stopper for det officielle Danmarks skammelige forræderi. Og modstandsbevægelsen var ikke mindst den daværende ungdomsgenerations oprør og knytnæve i synet på samarbejdspolitikere og krigsprofitører. Modstandsbevægelsens erfaringer lever stadig videre i kampen mod krig og fascisme i dag.

Det officielle Danmark stillede sig igen på den gale side i efterkrigstiden. Nu støttede det den amerikanske imperialisme og dens krige – først i Korea, så i Vietnam og Indokina. Danmark deltog ikke direkte i Vietnam-krigen, men støttede USA og dets krigsforbrydelser mod folk, som kæmpede for at afkaste sig kolonialismens åg og vinde selvbestemmelse. Det er i dag almindeligt accepteret, at den amerikanske krig i Indokina var en uretfærdig og forbryderisk krig.
En ny generation – 68-generationen – vendte sig mod den amerikanske imperialisme og det officielle Danmarks støtte til den. Ungdomsoprøret var en knytnæve i ansigtet på magthaverne, og en fortsættelse af linjen fra modstandskampen.

Siden Irak-krigen i 2003 blev indledt på et falsk grundlag om Iraks trussel mod verdensfreden og brug af masseødelæggelsesvåben har Danmark officielt været i krig på den amerikanske imperialismes side – i Irak, i Afghanistan, Libyen, Syrien – aktiv krigsførende og bombekastende langt fra Danmarks grænser. Kollaboratørlinjen fra besættelsen er fortsat uafbrudt efter Danmarks befrielse som officiel politik.
Men en ny generation må nødvendigvis gå til modstand mod det officielle Danmarks rakkertjeneste, fortsætte oprøret.

I det lys er det oplagt at det officielle Danmark ikke ønsker et Frihedsmuseum som et monument over modstands­kampen – det stolteste kapitel i den nyere Danmarkshistorie. Et kapitel om en ungdom, der gjorde oprør og gik til modstand. En inspiration for ungdommen og kommende generationer.

Håndslaget mellem de tre generationer er: Kampen fortsætter. Modstanden består. Og den vil sejre. En knytnæve til det rådne officielle Danmark!

Museet, der forsvandt under jorden

Frihedsmuseet anno 2020

Syv år skulle der gå før Friheds­museet igen kunne slå dørene op i ny indpakning efter at det stadig uafklarede brandattentat raserede den gamle bygning. Men også på indholdssiden har museet fået en grundig revision – faktisk er der vendt grundigt op og ned på indholdet. »Frihed er ikke altid sort/hvid« annonceres der med.

Umiddelbart efter branden gik en række museumsfolk og historikere i brechen for at få revideret museets grundsyn – de ville brede
hi­storien ud, give plads til andre strategier, give plads til – som det hed – det officielle Danmarks tilpasning som udtryk for demokratiets overlevelsesstrategi!
Naturligvis fik det modsvar. Fra flere sider – herunder fra vidnerne, aktø­rerne, modstandsfolk, der holdt fast i at Friheds­museet skulle forblive et monument over og en dokumentation af den danske modstands­kamp. Det skal fortsat leve op til sit officielle navn: Museet for Danmarks frihedskamp 1940-45

Efter nu at have besøgt museet under jorden i Churchillparken ved Kastellet kan det konstateres, at modstandens museum, Museet for Danmarks frihedskamp er forsvundet under jorden! Godt gemt væk.
I halvmørke, i lyd og moderne IT-teknologi, med kortfattede tekster og med få egentlige udstillingsgenstande er der nu skabt et ganske andet museum – et besættelsestidens museum.
Denne revidering af museets indhold havde næppe haft gang på jord for blot nogle få år siden. Ved åbningen kunne vi måske ha’ oplevet protester i form af et besat besættelsesmuseum. Men naturen har gået sin gang og har tyndet betydeligt ud i datidens aktørers rækker.

Det kæmpende Danmark fik ikke sit museum tilbage.

Frihedsmuseet har sin egen tilblivelseshistorie. Det er bestemt ikke uden grund, at Frihedsmuseet bærer dette navn. Før Frihedsmuseet blev der alle-rede i 1945 på Blegdamsvejen i København, nemlig i Frimurerlogen, der havde været beslaglagt af nazisternes terrorkorps, Schalburgkorpset, holdt en stor og vel besøgt udstilling om frihedskampen. Dens navn var »Det kæmpende Danmark«, og det gik igen, da Frihedsmuseet blev indviet i 1957. Museet fik navnet »Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-45«, og det siger egentlig alt om hensigten med museet og dets indhold.

Læs resten

Da ungdommen fyrede regeringen på gråt papir

August er en betydningsfuld og uforglemmelig måned i den danske historie. Det var i den måned den mest skel­sættende begivenhed i nyere dansk historie fandt sted.

Den 29. august 1943 tvang den danske befolkning ved sit modige oprør regeringen til at gå af og satte dermed en rød slutstreg under den samarbejdsvillige politik, som hav­de bastet og bundet det tyskbesatte Danmark til Hitler- Tyskland og nazisternes folkemorderiske krig. Det startede Esbjerg i begyndelsen af august og bredte sig til Odense og andre byer, hvor folkestrejker og rygende sabotager lukkede byerne.

Af Frede Klitgård, Modstandsmand
Fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag nr. 3/2003

Lige fra den tyske besættelses første dag var politikerne indstillet på nært samarbejde med den nazistiske voldsmagt og pålagde befolkningen kæft, trit og retning. De passede på Hitlers lille kanariefugl, mens storbønder og værnemagere mæskede sig

Sommeren 1943 blev den varme sabotagesommer, hvor det længe ulmende bål under de danske politi­keres krybende politik over for den tysk-nazistiske voldsmagt, der hav­de besat landet den 9. april 1940, slog ud i lys lue. I løbet af foråret og forsommeren var der sket en rivende udvikling, hvor den tidlige­re ret konfuse og passive holdning blev afløst af ønsker og krav om en aktivistisk politik, der sigtede efter at afbryde de samarbejdende kollaborationspolitikeres samspil med den tyske voldsmagt.

Den illegale presse havde etableret sig og gjort underværker med de mange korrekte og troværdige oplysninger om krigens begiven­heder hjemme og ude. Her havde briternes kampe i Nordafrika og russernes nedkæmpelse af den
tyske elitehær i Stalingrad en helt afgørende indflydelse. Den Røde Hærs knusende sejr i Stalingrad aflivede myten om den uovervin­delige tyske hær og inspirerede til øget modstand.

De danske sabotørgruppers hjem­melavede materiel blev nu sup­pleret med mindre leverancer af sprængstof og våben fra den brit­iske sabotageorganisation SOE, hvilket var med til at højne kva­liteten i arbejdet.

Også de sociale forhold spillede en betydelig rolle. Partiet Venstre, der i det dengang som nu stærkt klassedelte samfund var et stort og stærkt bondeparti, som først og fremmest talte herremændenes og de store gårdejeres sag, havde med trusler opnået Socialdemo­kratiets støtte til at få gennem­trumfet store prisstigninger på livsfornødenheder og direkte økonomiske nedskæringer, som ramte arbejderfamilierne hårdt. Trods den enorme arbejdsløshed og andre problemer udløstes en lang række lammende strejker, som de faglige ledere var ude af stand til at dæmme op for.

Læs resten

Racismens gift spredes

Leder Håndslag 3/2020

John Heartfield – Ob schwarz, ob weiss – im Kamps vereint!, Arbeiter Illustrierte Zeitung, 1931

»Indvandreres kultur er ikke skyld i ny smitte. Det er ulighed i adgangen til sundhed til gengæld« var overskriften, da den internationalt anerkendte professor Morten Sodemann, Syddansk Universitet måtte til tasterne for at korrekse højtråbende politikere og en hungrende presse, der endelig i sommerheden havde fået noget at tage fat i, da COVID-19 smitten på ny bredte sig i bl.a. Aarhus.

Og videre: »Det er ikke minoriteternes kultur, der er problemet. Det er majoritetens kulturelle accept af ulighed i sundhed som et udtryk for en svag karakter, der er problemet. Dét er sandheden. Hvis man prøver at bilde vælgerne ind, at det er minoriteters dumhed eller ligegyldighed, der er årsagen til, at de har en højere smitterisiko og dermed truer resten af befolkningen, så er det politisk slangeolie.«

Det er klar og vidensbaseret tale, der sætter de op­hidsede politikere i skammekrogen. Fra en Morten Messerschmidt (DF) der hævdede, at det var konsekvensen af at lade folk, der ikke vil være en del af Danmark, komme hertil. Til en Pia Kjærsgaard (DF) der krævede, at der blev indført udgangsforbud for smittede i ghettoområder. Og videre til Mette Thiesen (Nye Borgerlige), der med en til lejligheden tilpasset geografisk viden fik givet hele Mellemøsten og Nordafrika skylden for smitten. Og til en Lars Aslan (S) der ville vide, at problemet bl.a. lå i somaliernes hele kultur.

Der er al mulig grund til at læse Morten Sodemanns indlæg i magasinet Ræson fra den 11. august.

Over hele verden er billedet det samme – skriver professoren – minoriteter, kortuddannede og mindre velstillede rammes hårdt af corona-pandemien. Ikke alene har de en højere risiko for at blive smittet, de har også en højere risiko for at dø af sygdommen. Alle undersøgelser tyder på, at det handler om en kombination af erhverv, bolig, økonomi, familie­størrelse og adgang til sundhedsvæsnet.

Besynderligt at pressen ikke følger op på disse spor. Og dog.

I juni myrdede to højreekstremister med forbindelser til Stram Kurs og med hagekors tatoveret på benet en ung sort mand ved først at torturere ham, banke ham med rafter for så til sidst at kvæle ham ved at presse et knæ mod hans strube – ganske som George Floyd-mordet. Anklageren og politiet meddelte med det samme, at der ikke var noget som helst racistisk i mordet – derimod var det en personlig relation der var gået »fuldstændig galt«. Ganske som politiet konkluderede, at der ikke var noget racistisk på spil, da fire unge drenge i 2017 forsøgte at myrde den unge Ali Akbari ved at kaste en flaske med brændende benzin på ham og efterfølgende triumferende skrev »jeg har lige sat ild på en perker« – det var blot »drengestreger«.

Pressen kolporterer konsekvent myndighedernes udlægning. Racismens hæslige skær må ikke skæmme Danmarks image.

Grundlæggende fødes alle børn lige, sådan kan børnenes statsminister godt lide at udlægge den socialdemokratiske velfærdsfortælling. Det er bare ikke virkeligheden for en meget stor gruppe af mennesker i det danske samfund. De er nemlig havnet udenfor vinduet, og er stemplet som andenrangs borgere, med massestemplet: Afstamning fra et ikke-vestligt oprindelsesland.

Hele begrebet »ikke-vestlige lande« bliver, når det bruges i lovgivning, til statsracisme mod bestemte befolkningsgrupper. Altså til diskrimination mod mennesker alene baseret på deres nationalitet, køn eller religion. Dermed er ghettolovgivnings-pakken funderet på et kriminelt racistisk grundlag.

Hans Scherfig skrev i ugebladet Ude og Hjemme i 1935 artiklen »Har man lov til at dræbe i racerenhedens navn« og fremhævede her, at racehad altid er et middel, der af magthaverne er blevet brugt til at splitte befolkningen og lede folkenes utilfredshed ind i ufarlige baner!

Et begreb som racisme svæver ikke frit i luften, men er en håndgribelig politisk udtryksform. Den var en uadskillelig og bæ­ren­de idé i den aggressive nazistiske ideologi. Nazisme og racisme er som en­ægge­de tvillinger.

Nazismen betød som bekendt overfalds­krig, blodig og terroristisk undertrykkelse af al modstand, og derfor er det nødvendigt at gøre opmærk­som på den eksisterende og voksende fare for, at giften kan sprede sig.

Undertrykkelsen begyndte med chikanerier, gadeoptøjer, overfald og ituslåede vinduer, men endte i krigens blodbad og med koncentrations- og udryddelseslejre, hvor millioner af mennesker blev aflivet.

Vær årvågen – glem ikke!

Leder Håndslag nr. 2/2020

For 75 år siden – i befrielsens naturlige rus og forventningen om en ny tid – lød der også advarende stemmer om at være årvågen og ikke lade sig narre af alle løfterne om ‘guld og grønne skove’ og lade det gamle genindtage sin plads.

Blandt disse var Martin Andersen Nexø, der i et takkebrev til de 70.000, der deltog i fejringen af hans 76 års fødselsdag i Fælledparken den 26. juni 1945 i Land og Folk advarende henviste til fablen om ulven og storken, hvor ulven der havde fået et alt for stort kødben i halsen, lovede storken guld og grønne skove om den ville tage det ud med sit lange næb. Da storken efter vel udført handling forlangte sin løn svarede ulven som bekendt: »Havde jeg ikke dit hoved mellem mine kæber – og bed ikke til? Du kan altså takke mig for dit liv«.

Vær årvågen – glem ikke! Det er et råd, der igen må komme i fokus. Skiftende regeringer har for længst bevæget sig ind på en farlig glidebane. Det handler om udhuling af de demokratiske rettigheder, om retssikkerheden og anonyme vidner, om udvidet overvågning og mørklægningslov, om bandepakker, tørklædelov, maskeringslov, ghettolov.

Det handler om ‘påvirkningsloven’, der skal lukke munden på antikrigsbevægelsen med trussel om fængselsstraf, hvis kritik fremføres af NATO og dansk krigsdeltagelse og den øgede militarisering. Det meste dækkes ind under »terrortruslen« og godt hjulpet af mediernes tavshed har det kun affødt mindre protester. Men samlet set udgør udviklingen et gevaldigt skridt hen mod et totalitært samfund. Så der grund til at bekymre sig og endda råbe vagt i gevær.

Under den igangværende sundhedskrise har diktatoriske tiltag vundet indpas i adskillige lande. I Danmark har regeringen med fuld opbakning fra Folketinget fået hastegennemført en række love og forordninger, der giver statsministeren og enkelte fagministre ret til at regere pr. dekret.
Det er altid betænkeligt når der regeres på særlove og dekreter – med eller uden udløbstid! Også når regeringen er dansk!

Bekæmpelse af en virus bør være en sundhedspolitisk indsats, langt mere end en retspolitisk indsats. Lige så mange stramninger på det retspolitiske område der har været, lige så mange har vi savnet på sundhedsområdet. Her er virksomhedernes ve og vel blevet prioriteret over befolkningens sundhed.

Den økonomiske krise som melder sig kan betyde mange arbejdsløse og mange forarmede. Vi minder og advarer om, at den sociale forarmelse og udsigtsløsheden kan udnyttes som en grobund for fascisme, som det var efter den økonomiske depression fra 1929 og frem.
Det er ikke tiden til »Enhver er sin egen lykkes smed« og dyrkelse af selvindbildningen om »overmennesket der klarer sig«. Det er tid til solidaritet i den arbejdende og arbejdsløse be­folkning for en bedre fremtid for alle.

Den legendariske Georgi Dimitrov, der blev slæbt for »retten« i Tyskland, men satte Göring til vægs, skrev i 1935:

»… før oprettelsen af det fascistiske diktatur gennemløber de borgerlige regeringer i reglen en række forberedelses¬etaper og gennemfører en række reaktionære foranstaltninger, som umiddelbart fremmer fascismens magtovertagelse. Den, der ikke under disse forberedelsesetaper bekæmper bourgeoisiets reaktionære forholdsregler og den voksende fascisme, er ikke i stand til at forhindre fascismens sejr, men letter den tværtimod...«.

Aldrig mere Nazisme!
Aldrig mere grobund for Nazisme!

Ved 75 året for befrielsen: Buchenwald-fangernes løfte – Udryddelse af fascismen og dens rødder er vores løsen …

Udryddelse af fascismen og dens rødder er vores løsen …
Opbygning af en verden i fred og frihed er vores mål…
Det skylder vi de myrdede…

Fangerne i den berygtede koncentrationslejr Buchenwald ved Weimar i Sydtyskland hvor også knap 2000 danske politibetjente blev indespærret, befriede sig selv med hjemmelavede eller stjålne våben kort tid før Tysklands kapitulation.
Ved befrielsen holdt de på appelpladsen et stort afskedsmøde, hvor de enstemmigt vedtog ovenstående erklæring – et program med et højtideligt løfte om at udrydde fascismen og kæmpe for freden.

Lad Buchenwalds fangernes løfte være den egentlige omend glemte eller oversete overskrift på disse dage, hvor befrielsen fra nazismen barbari fejres overalt i Europa. Vi må aldrig glemme at nazismen og nazistisk ytringsfrihed betød mere end 50 mio. menneskers død. Derfor blev nazismen efter krigen stemplet og dømt som forbrydelse mod menneskeheden.

Læs videre her:

Indledningen til bogen ‘Sejrrigt Oprør mod besættelsen 1940-45’

9. april 1940: De tre »glemte« mord

9. april 1940: De tre »glemte« mord

De mørke fugle fløj
ved gry med motorstøj
i eskadriller over byens tage.
Da så vi og forstod-
det gik til hjertets rod –
at vi fik trældoms bitre brød at smage.
Otto Gelsted

Da det aggressive Hitler-Tyskland overfaldt Danmark og Norge den 9. april 1940, blev der fra såvel den tyske som den danske regering formanede til ro og orden. Mens tyske tropper overskyllede landet og i løbet af ganske få timer var herrer overalt, blev der samtidig fra en sværm af fly nedkastet det berygtede »oprop«, der på norsk/dansk kaudervælsk forsikrede om Tysklands ædle hensigter om blot at ville beskytte Danmark og hele det danske folk. De tyske nazister opfordrede befolkningen til ro og orden.

Dette billede har ingen alternativ tekst; filens navn er tildanskefolk.jpg

Fra den danske regering lød de samme toner. I en proklamation fra regeringen og kongen hed det, at de tyske tropper »træder i forbindelse med den danske Værnemagt«. Det blev fremhævet, at det var befolkningens pligt at afholde sig fra enhver modstand imod de tyske tropper. I en særlig tilføjelse appellerede kong Christian X også til ro og orden og lagde til, at »loyal Optræden maa udvises overfor alle, som har en Myndighed at udøve«.

Tjenestemænd af alle grader stod ret og fortsatte deres »gerning«, som om der intet var hændt. Det gjaldt f.eks. også det militært organiserede specielle qendarmerikorps, der havde den Kontrollerende opgave ved den dansk-tyske grænse. Opgaven gik bl.a. ud på at forhindre politiske flygtninge og religiøst forfulgte i at undvige den menneskefjendske nazismes fangarme.
Mange slags flygtninge fra Østrig, Tjekkoslovakiet og selve Tyskland lagde i titusindvis naziland bag sig og søgte tilflugt i det tilsyneladende demokratiske Danmark med den frihedselskende befolkning.
Gendarmerne fangede mange, der med myndighedernes tjenestevillige hjælp blev deporteret tilbage til torturkamre, fængsler og koncentrationslejre. Det ramte dem derfor som et kølleslag, at de første ofre den 9. april var tre gendarmer.

Når det officielle Danmark markerer den tyske besættelse, nævnes nedskydningen og mordet på tre grænsegendarmer aldrig, skrev modstandsmanden Frede Klitgård i det antifascistiske tidsskrift Håndslag. Den nazistiske ugerning er også lige så stille blevet et tabuemne i de mange bøger om besættelsestiden.

Læs resten