August er en betydningsfuld og uforglemmelig måned i den danske historie. Det var i den måned den mest skelsættende begivenhed i nyere dansk historie fandt sted.
Den 29. august 1943 tvang den danske befolkning ved sit modige oprør regeringen til at gå af og satte dermed en rød slutstreg under den samarbejdsvillige politik, som havde bastet og bundet det tyskbesatte Danmark til Hitler- Tyskland og nazisternes folkemorderiske krig. Det startede Esbjerg i begyndelsen af august og bredte sig til Odense og andre byer, hvor folkestrejker og rygende sabotager lukkede byerne.
Af Frede Klitgård, Modstandsmand
Fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag nr. 3/2003
Sommeren 1943 blev den varme sabotagesommer, hvor det længe ulmende bål under de danske politikeres krybende politik over for den tysk-nazistiske voldsmagt, der havde besat landet den 9. april 1940, slog ud i lys lue. I løbet af foråret og forsommeren var der sket en rivende udvikling, hvor den tidligere ret konfuse og passive holdning blev afløst af ønsker og krav om en aktivistisk politik, der sigtede efter at afbryde de samarbejdende kollaborationspolitikeres samspil med den tyske voldsmagt.
Den illegale presse havde etableret sig og gjort underværker med de mange korrekte og troværdige oplysninger om krigens begivenheder hjemme og ude. Her havde briternes kampe i Nordafrika og russernes nedkæmpelse af den
tyske elitehær i Stalingrad en helt afgørende indflydelse. Den Røde Hærs knusende sejr i Stalingrad aflivede myten om den uovervindelige tyske hær og inspirerede til øget modstand.
De danske sabotørgruppers hjemmelavede materiel blev nu suppleret med mindre leverancer af sprængstof og våben fra den britiske sabotageorganisation SOE, hvilket var med til at højne kvaliteten i arbejdet.
Også de sociale forhold spillede en betydelig rolle. Partiet Venstre, der i det dengang som nu stærkt klassedelte samfund var et stort og stærkt bondeparti, som først og fremmest talte herremændenes og de store gårdejeres sag, havde med trusler opnået Socialdemokratiets støtte til at få gennemtrumfet store prisstigninger på livsfornødenheder og direkte økonomiske nedskæringer, som ramte arbejderfamilierne hårdt. Trods den enorme arbejdsløshed og andre problemer udløstes en lang række lammende strejker, som de faglige ledere var ude af stand til at dæmme op for.
Alene i februar var der 73 såkaldt ulovlige strejker.
Det vil alle dage være et stort og åbent spørgsmål, hvorfor så mange historisk kyndige skribenter og andre elitære personer ikke evner at se de historiske begivenheder i deres naturlige sammenhæng og derfor ofte ender i spekulationer og blindgyder, når de forsøger at forklare Anden Verdenskrig. Ofte skubber de afgørende foreteelser ud i mørket og omgår dem i tavshed. Det er ganske almindeligt at »glemme« strømmen af tyske og andre flygtninge, der søgte ly i det demokratiske Danmark og her fik en afvisende modtagelse. Det fascistiske angreb imod det spanske folk og dets nyfødte republik og mere end ca. 500 danske frivilliges opofrende indsats i det spanske demokratis frihedskrig er stort set forvist til den historiske gemmebog.
Den nationale og sociale kamp i det mørklagte Danmark smeltede hurtigt sammen i en højere enhed og skabte solidarisk aktionsenhed i en mageløs enhedsfront.
Den 23. marts 1943 arrangerede kollaborationsfolkene og tyskerne et makabert skuespil. De tyske magthavere var langt fra en samling håbløse dummernikker og tillod med glæde at lade de voldsbesatte danskere holde et yndigt, demokratisk rigsdagsvalg. Samarbejdsfolkene gjorde det opreklamerede rigsdagsvalg til en manifestation for det at være »dansk« og gjorde det samtidig til en hyldest til nationens gamle Dannebrog og til kongemagten.
De spillede helt skamløst på folks almindelige nationalfølelse. Tyskerne gned sig forundret og fornøjet i hænderne, da de ganske uventet blev besmykket som gode demokratiske humanister. Tænk, at holde valg i et besat land! Det måtte da være den højeste form for demokrati!! Nazi-demokrati!!! De var da heller ikke sene til at udnytte det skete i den nazistiske propaganda, især over for befolkningerne i de lande, der endnu ikke var besat. De betragtede det som et tillidsvotum og som en anerkendelse af, at de som det udvalgte herrefolk repræsenterede fremtiden i hagekorsets tegn. Samarbejdspartierne triumferede, da de vandt en overvældende sejr, og stemmeprocenten blev hele 89,5 pct., et hidtil uset resultat. Modstandsfronten med den nye bevægelse Frit Danmark i spidsen forsøgte at få folk til at stemme blankt, men dette forsøg på at skabe en ny form for protest kunne ikke hamle op med »de gamles« propaganda.
På vanlig svindelmaner udlagde samarbejdspolitikerne valget som en enestående tillidserklæring og næsten enstemmig opslutning om kollaborationspolitikken og om den forhadte udenrigsminister og senere statsminister Erik Scavenius, der i vide kredse betragtedes som gemen landsforræder.
De følgende fem måneder fængede alle de små gnister og blev til den store brand i august. På den korte tid blev hele bøtten vendt, som man sagde.
Det skyldtes mest af alt den stærkt forøgede sabotage. Til lyden af sabotørernes brag både dag og nat undergravedes politikernes kontrol og troværdighed, og deres drømme om en lykkelig tilværelse i tysk slæbetov og under beskyttelse af det nazistiske terrorregime sank i grus.
Det i bund og grund ulovlige fupvalg i marts 1943 dannede i øvrigt grundlag for dannelsen af den såkaldte befrielesregering den 5. maj 1945. Regeringen, der til mange menneskers enorme skuffelse blev dannet af mere eller mindre nationalt kompromitterede politikere med en af de værste, statsminister Vilhelm Buhl (S), i spidsen, og af et tilsvarende antal modstandsfolk med taburetkløe som en slags gidsler, var faktisk ulovlig og vidnede således mere om et statskup.
I sandhed en besynderlig start på den nye og bedre tid, der blev foregøglet befolkningen – og ikke mindst ungdommen.
Den hede sabotagesommer kulminerede i de berømmelige augustdage. I juli gik det løs i Esbjerg og sprang over til Fyns hovedstad, hvor Odense blev centrum for det magtfulde oprør, der bredte sig som ringe fra en sten i vandet. Derefter fængede det i Jyllands »hovedstad« Århus, og der var udløbere til mange andre byer. Også i København forstærkedes sabotagen og andre modstandsaktiviteter, men oprøret fik ikke her samme åbne og voldsomme karakter som i provinsen.
Det var næsten utroligt, at et stort set våbenløst folk indeholdt og udløste så megen dristighed og mod, at titusinder og atter titusinder af mennesker vovede at sætte sig direkte op imod den tyske besættelsesmagt og alle danske autoriteter med politikerne og næsten alle faglige ledere som frontfigurer. De lagde gaderne øde i omfattende folkestrejker og gjorde det umuligt for regeringen at regere.
I flere byer, bl.a. i Esbjerg, Odense, Århus og Aalborg, blev der holdt store, offentlige møder med nogle steder mere end 20.000 deltagere. Alle deltagerne var i akut livsfare, da tyskerne drønede rundt i biler og på motorcykler og truede voldsomt med håndgranater og maskinpistoler.
Flere steder kom det til alvorlige sammenstød med en del dræbte og sårede.
Tyskerne stillede regeringen over for en række drastiske krav, bl.a. om at gennemføre undtagelsestilstand med forbud imod strejker og anvendelse af dødsstraf for sabotage, men så langt turde de ellers altid villige og følgagtige politikere ikke gå. Med blødende hjerte var de tvunget til at sige nej. De veg tilbage fra så tydeligt at afsløre sig som tyskernes tro og villige håndlangere. Regeringen indgav sin afskedsansøgning – demissionsbegæring hedder det officielt – til kongen. Ministrene måtte noget slukørede trække sig sig ud i kulissen og spille videre der, mens departementscheferne faktisk overtog regeringens magt og beføjelser.
Kong Christian X kom sine gode venner til hjælp. Han arkiverede afskedsansøgningen i nederste skrivebordsskuffe. Det raffinerede fif bestod i, at de tidligere ministre fortsat hver den 1. i måneden fik udbetalt fuld gage ved kasse 1 og desuden fik tilskrevet pension og andre privilegier. Man sørger vel for sig og sine!
Det er en lille, udsøgt detalje, som historikere og andre diskret fortrænger og søger gemt bag glemslens barmhjertige slør.
Da diktatoren Adolf Hitler og hans generaler nærede en vis frygt for troppernes sikkerhed i Danmark, tiltog tyskerne sig den totale magt og indførte militær undtagelsestilstand den 29. august 1943. Samtidig blev danske kaserner og orlogsfartøjer besat eller angrebet.
23 danske soldater blev dræbt eller myrdet. De fleste af flådens fartøjer blev sænket af mandskabet, men blev dog hurtigt hævet og brugt af tyskerne som øvelsesskibe. Den dag i dag synes det noget underligt, at den tyskfjendtlige demonstration ikke blev hjulpet lidt på vej, når de folk, der udførte den, dog havde både sprængstof og våben til rådighed. Dengang og også nu kan man spørge, hvorfor de ikke sprængte skibene og således gjorde dem totalt uanvendelige.
Det må da også anses for ret bemærkelsesværdigt, at danske officerer ikke kunne finde ud af at udlevere de dejlige våben m.v. til modstandsbevægelsen, men fandt det bedre at overdrage hele molevitten til tyskerne.
Den 29. august 1943 er indgået i befolkningens egen historie som en lærerig og løfterig begivenhed, der for altid vil vidne om, hvad et folk og en vågen ungdom er stand til at udrette imod en tilsyneladende uovervindelig og brutal voldsmagt. Frihedskampen viste, at det ægte, virkelige demokrati, de nationale og sociale interesser, varetages og
trives bedst, når folket griber ind og tager fat i historiens store hjul for at bringe land og folk nærmere friheden og en bedre fremtid med fred og fremgang.
Efter den store sejrsdag kom der ekstra skub i modstandsarbejdet. Det føltes meget stærkt af de unge modstandskæmpere, at megen uvished og ængstelse var blæst bort, og der blev bl.a. taget fat på at rekruttere mandskab til den illegale hær. Der herskede dog stor mangel på våben, og der var meget ringe muligheder for at få undervisning i skydning eller blot fyre et par skud af.
Efter omfattende forberedelser iværksatte de vestallierede den store invasion i Normandiet den 6. juni 1944. Det skabte hos mange til dels romantiske forventninger om, at Tyskland ville være slået i løbet af kort tid, og at tropperne ville fejre julen hos deres familie. Også blandt de mere end 6000 fanger, som tyskerne trods løfter havde deporteret til frygtelige tyske koncentrationslejre, var der en lignende euforisk stemning.
Det gjaldt også de mange tusinde tyske fanger i Frøslev og Horserød og i fængsler og arresthuse. Modstandsbevægelsen eller mere korrekt modstandsgrupperne var selvgroede og ikke underlagt nogen fælles, overordnet ledelse eller kommandostruktur. Som en udløber af mange hektiske diskussioner om forholdene ved besættelsens ophør og fremtiden blev der fra forskellig side arbejdet på at skabe et fælles handlingsprogram »Når Danmark atter er frit«.
En vis Frode Jakobsen, der havde været medlem af Frihedsrådet, spændte dog ben for disse bestræbelser, der bl.a. tog sigte på at gennemføre en vis demokratisering af samfundet, at indføre 21 års stemmeret m.v. Der var ikke tale om de store visioner, men forsøget blev alligevel fejet til side for at give plads for det tidligere så udbredte politiske småkævleri.
I farten «glemte« politikerne også at forbyde nazismen, sådan som Danmark var forpligtet til.
Tidsskriftet Håndslag 