Håndslag og knytnæve

Leder
Håndslag 4, 2020

Frihedsmuseet blev i sin tid bygget på initiativ af modstandsfolkene og deres organisationer og for deres midler, der bl.a. blev fremskaffet ved store offentlige indsamlinger.
Plakaten ‘Køb en Mursten. Folkets Dag, Folkets Sag, Frihedsmuseet’ 29 august – fremhæver hvor central en dag den 29. august 1943 står for modstandsbevægelsen, nemlig samarbejdspolitikkens sammenbrud.

Håndslag og knytnæve

I sommers genåbnede Frihedsmuseet efter ildspåsættelsen for 7 år siden – og det er i nye klæder med moderne informations og formidlings teknologi historien bredes ud. Men der er også vendt op og ned på indholdet, på museets kerne.
Det har tydeligt været et mål for museumsfolkene at præ­sentere samarbejdspolitikken, tilpasningspolitikken til Hitlers Neuropa som en af demokratiets overlevelsesstrategier.
Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-45, Frihedsmuseet har ellers i årtier dokumenteret, at samarbejdspolitikken var det modsatte, var en politisk og national undergangsstrategi som modstandskampen og den internationale anti-Hitler koalition knuste. Den dokumentation er nu væk.

Der er tre generationer blandt de endnu levende – og tre krige, der stadig sætter sine spor verden over: Den store antifascistiske krig 1939-45 og Danmark besættelse og befrielse. Vietnam-krigen (USA’s krig mod Indokina) – 68-generationens krig. Og nutidens store krig: den amerikanske krig for verdensherredømme, den såkaldte krig mod terror og Danmark som krigsdeltager på den amerikanske imperialismes side. Alle disse tre store krige har og har haft afgørende betydning for en hel ungdomsgenerations politiske orientering. På globalt plan har de konfronteret enhver med kravet om stillingtagen og handling. Alle klasser, alle sociale lag, har måttet og må forholde sig til dem.

Det officielle Danmark har hver gang valgt den gale side. Dets stilling til Nazi-Tyskland og dets ‘Europæiske Nyordning’ er et af de sorteste kapitler i Danmarkshistorien. Både op til besættelsen den 9. april 1940 og efter førte det officielle Danmark tilpasningspolitik til Nazi-Tyskland. Det officielle Danmark valgte fra 1940 til 29. august 1943 at stille sig på den nazistiske nyordnings side i den globale kamp. Samarbejdspolitikken gjorde Danmark til en vigtig brik i Hitlers aggressionskrig. Det blev den tyske krigsmaskines forrådskammer og tilsluttede sig den fascistiske Anti-Komintern-pagt. I aggressionskrigen mod det socialistiske Sovjetunionen fra 22. juni 1941 stod det officielle Danmark på Hitler-Tysklands side.
Det officielle Danmark gjorde rakkertjeneste for Hitler med opfordringen til ikke at yde modstand mod den tyske besættelse, men at angive modstandsfolkene, og med det grundlovsstridige forbud mod det kommunistiske parti.
Det var modstandskampen, som satte en stopper for det officielle Danmarks skammelige forræderi. Og modstandsbevægelsen var ikke mindst den daværende ungdomsgenerations oprør og knytnæve i synet på samarbejdspolitikere og krigsprofitører. Modstandsbevægelsens erfaringer lever stadig videre i kampen mod krig og fascisme i dag.

Det officielle Danmark stillede sig igen på den gale side i efterkrigstiden. Nu støttede det den amerikanske imperialisme og dens krige – først i Korea, så i Vietnam og Indokina. Danmark deltog ikke direkte i Vietnam-krigen, men støttede USA og dets krigsforbrydelser mod folk, som kæmpede for at afkaste sig kolonialismens åg og vinde selvbestemmelse. Det er i dag almindeligt accepteret, at den amerikanske krig i Indokina var en uretfærdig og forbryderisk krig.
En ny generation – 68-generationen – vendte sig mod den amerikanske imperialisme og det officielle Danmarks støtte til den. Ungdomsoprøret var en knytnæve i ansigtet på magthaverne, og en fortsættelse af linjen fra modstandskampen.

Siden Irak-krigen i 2003 blev indledt på et falsk grundlag om Iraks trussel mod verdensfreden og brug af masseødelæggelsesvåben har Danmark officielt været i krig på den amerikanske imperialismes side – i Irak, i Afghanistan, Libyen, Syrien – aktiv krigsførende og bombekastende langt fra Danmarks grænser. Kollaboratørlinjen fra besættelsen er fortsat uafbrudt efter Danmarks befrielse som officiel politik.
Men en ny generation må nødvendigvis gå til modstand mod det officielle Danmarks rakkertjeneste, fortsætte oprøret.

I det lys er det oplagt at det officielle Danmark ikke ønsker et Frihedsmuseum som et monument over modstands­kampen – det stolteste kapitel i den nyere Danmarkshistorie. Et kapitel om en ungdom, der gjorde oprør og gik til modstand. En inspiration for ungdommen og kommende generationer.

Håndslaget mellem de tre generationer er: Kampen fortsætter. Modstanden består. Og den vil sejre. En knytnæve til det rådne officielle Danmark!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.