Grumset forspil til Anden Verdenskrig – Krigen vendt mod øst

En af de største politiske »bomber« i dette århundrede detonerede 23. august 1939. da daværende Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker (forkortet: USSR eller Sovjet) og Hitler-Tyskland indgik en ikke-angrebspagt.

Det er over 80 år siden, og det politiske landkort har undergået store ændringer siden da. Men netop omkring denne pagt er der spundet et væv af fordrejninger, løgne og myter. der alle har haft til formål at skjule det grumsede forspil for at vende krigen mod øst og knuse det daværende socialistiske Sovjetunionen.

Dengang som nu tjener historiefordrejningen et politisk formål.

Idag ved vi, at Hitler – opmuntret over vestmagternes såkaldte apeasementpolitik, der uimodsagt lod ham sluge Østrig, forærede ham Tjekkoslovakiet samt af fascismens sejr i Spanien den 11. april 1939 satte sin underskrift under Fall Weiss (Plan Hvid), der var kodeordet for Hitler-nazisternes feje og brutale overfald på Polen den 1. september 1939, hvormed Anden Verdenskrig blev skudt i gang.

Altså blot 14 dage efter at Franco med England og Frankrigs anerkendelse den 28. marts 1939 triumferende kunne marchere ind i Madrid beordrede Hitler overfaldet på det næste selvstændige land – Polen.

Det franske magasin Marianne havde den 9. marts 1938 på forsiden denne fotocollage med overskriften ”Et vanskeligt parti”. Mussolini og Hitler har gang i et parti skak, mens stormagterne står i baggrunden. De blander sig ikke. De nøjes med at se på.

I den almindelige antisovjetiske propaganda har ‘Hitler-Stalin- pagten’ i årtier været et stadigt tilbagevendende emne.

Det er besynderligt, at der ikke tales om den forræderiske pagt, som de vestlige stormagter indgik med den tyske naziführer Adolf Hitler i Mün­chen den 30. september 1938. Her skænkede de Hitler Tjekkoslovakiet, nærede hans krigslyst og påkaldte krigen. Derfor er der grund til at blade tilbage og se nærmere på de handlinger, der førte til krigen.

Set fra Sovjetunionens og mange an­dre kræfters side var den tysk-sovjetiske pagt om ikke-angreb et be­hændigt politisk-diplomatisk træk, der tjente freden.

Der var ikke tale om nogen venskabs- eller bistandspagt med vidtgående forpligtelser. Pagten udskød den fra tysk side allerede besluttede udløs­ning af Anden Verdenskrig.

De sovjetiske ledere forstod at ud­nytte imperialisternes indre modsætninger og at krydse Storbritanniens og Fran­krigs planer om efter München-aftalen at udvide samarbejdet med Hitler om bl.a. at foretage en nyopdeling af verden.

Pagten forhindrede umiddelbart, at Sovjet blev konfronteret med en to­frontskrig, som allerede var indledt med Japans krig imod Kina og væb­nede indfald i Sovjet.

Den udsatte den store krig imod Sovjet i næsten halvandet år og gav dette land et betydningsfuldt pu­sterum til at organisere forsvaret og forcere rustningerne.

Det er et fælles træk hos alle professionelle antikommunister og historieforfalskere, at de lader, som om pagten faldt ned fra himlen i sidste halvdel af august 1939, kun ca. otte dage før Hitler-Tyskland kastede det meste af verden ud i Anden Verdenskrig.

Men store historiske begivenheder har deres egen udviklingshistorie og skal naturligvis ses i sammenhæng. Der er tale om en lang, uafbrudt kæde af små og store begivenheder, som vurderet i deres naturlige bestanddele viser, at krigen blev købt på afbetaling og var præget af forsøg på at jage Sovjet og Tyskland i totterne på hinanden.

Det bør ikke gå i glemmebogen, at det var de store monopoler og protyske/pronazistiske politikere, som tilførte den tyske rustningsindustri vældige summer, så Hitler kunne forny en stor del af de tyske rustningsfabrikker og iværksætte en gigantisk oprustning.

 

Som et resultat af Første Verdenskrig 1914-18, med det østrig-ungarnske kejserriges sammenbrud, dannelsen af nye stater som Tjekkoslovakiet og Sovjetunionen og mange nye grænser mellem lande og regioner, skete der afgørende ændringer på det europæiske landkort.

Revolutionen i Rusland

Ved slutningen af Første Verdenskrig havde befolkningen under ledelse af det russiske socialdemokrati – der senere blev delt i bolsjevikker (flertal) og mensjevikker (mindretal) – forandret den imperialistiske krig til en borgerkrig. Ved en socialistisk revolution blev det barbariske tsarregime styrtet og Rusland trukket ud af krigen.

Den nye stat Sovjetunionen udstedte straks et ‘Dekret om freden’, der bl.a. gav Finland og de tre baltiske repu­blik­ker deres nationale frihed.

De tidligere magthavere – godsejere, adel, officerer og den ortodokse kirke – satte sig voldsomt til modværge og dannede et stort antal kontrarevolutionære militærstyrker, der blev ledet af tidligere tsaristiske generaler og kaldt ‘hvide’ i modsætning til de socialistiske hærenheder, der blev kaldt ‘røde’.

Med regeringens stiltiende godkendelse blev der rekrutteret og udstyret et Frikorps Danmark, der blev sendt til Estland for at bekæmpe bolchevikerne. Politiken skrev ved korpsets afrejse den 26. marts følgende under overskriften »De frivillige til Estland«: »Efter bestemmelsen skal det første hold frivillige være afrejst i morges kl. 6. I går aftes gik de unge mænd, der har meldt sig som frivillige til det estiske hjælpekorps, om bord i den finske damper Merkur. De var 250-300 mand ialt, vel udrustet med uniformer, våben og småting, som hører til en soldats ekvipering. I dag til morgen kl. 6 skal Merkur være lettet og på vej til Hangø, hvorfra soldaterne sendes videre med bane til Helsingfors. Herfra går de med isbryder til Reval. Det har været vanskeligt for hr. Westenholz´soldater at komme afsted. Folkene på havnens slæbebåde nægtede at slæbe Merkur ud af havnen. Derfor udklareredes damperen i lørdags fra Frihavnen med levnedsmidler til Helsingfors, vendte om og gik ind i Yderhavnen ved Langelinie uden for toldvæsenets kontrol. Soldaterne blev færget om bord i robåde. … Således er planen for de unge danske, som nu frivilligt drager i kamp mod bolchevikerne. Deres lod er hårdere end de estiske soldater. Tages de til fange bliver de skudt på stedet som alle frivillige. Tusinder slægtninges ængstelige tanker følger dem. Det eneste visse er, at ikke alle kommer hjem«.

De kontrarevolutionære fik lige fra begyndelsen massiv støtte fra udlandet. Ikke mindre end 14 stater havde i som­meren 1919 invaderet Sovjetunionen.

Danmark taltes ikke officielt blandt de kontrarevolutionære styrker. Men med regeringens stiltiende godkendelse blev der rekrutteret og udstyret et Frikorps Danmark, der i danske uniformer og med danske våben blev sendt til Estland under Dannebrog.

Sovjetunionen, der således blev offer for overraskelsesangreb uden krigserklæringer, kæmpede for livet mod en vældig overmagt. Landet var i forvejen ødelagt og udmattet af verdenskrigen. Mange millioner mennesker var hjemløse og sultede.

Trods de enorme vanskeligheder lykkedes det at svejse den sovjetiske multikulturelle befolkning sammen og bringe sejren i hus.

Versailles-traktaten

De vestlige stormagter dikterede det besejrede Tyskland en serie tyngende fredsbetingelser og erstatningsbetalinger, der blev udnyttet til at skabe tysk hævnlyst og en politik for revanchekrig.

Årsagen til »de store krige« ligger gemt i den imperialistiske natur med de indbyggede økonomiske modsætninger og rivaliserende politiske magtkampe. Anden Verdenskrig udsprang netop af den ujævne økonomiske udvikling med den fascistiske blokdannelse Tyskland-Italien med tilslutning af det kejserlige, militaristiske Japan som udløser.

Dawes- og Young-planen

I det slagne Tyskland vedtoges i 1919 en ny borgerlig-demokratisk forfatning, den såkaldte Weimar-forfatning Regeringen bestod af borgerlige grupper med Katolsk Centrum i spidsen sammen med Socialdemokratiet.

Men nøden var stor. Den tyske be­folkning led under sult og kulde og mangel på alt. Samtidig blev de uendelige køer af arbejdsløse stadig længere. Priserne på madvarer og andre fornødenheder steg med raketfart, og inflationen nåede astronomiske høj­der. For en hel kuffert store pengesedler kunne folk knap nok købe de små levnedsmiddelrationer.

Da de sejrende vestlige stormagter blev stillet over for den kendsgerning, at Tyskland ikke var i stand til at betale de pålagte krigsskadeerstatninger, fandt de på den udvej at tilbyde Tyskland store lån. Det blev aftalt på en konference i London i 1924, hvor Dawes-planen blev iværksat. Planen fik navn efter den amerikanske general Charles C. Dawes.

Derefter strømmede store summer til det fallitramte Tyskland, så det kunne betale af på erstatningerne og få gang i erhvervslivet.

Ved en konference i Paris i 1929 blev Dawes-planen afløst af en tilsvarende Young-plan, der blev navngivet efter den amerikanske bankmand Owen D. Young.

Denne plan fik kun kort levetid, men havde stor betydning. Britiske, ame­ri­kanske, franske og andre banker lukkede op for kasserne og forstrakte de tyske rustnings­monopoler med favorable lån.

De oversteg langt Tysklands økonomiske forpligtelser og blev en økonomisk indsprøjtning til Hitlers krigs- og oprustningspolitik.

Nazisternes krigspolitik blev således i væsentlig grad finansieret af udlandet. Firmaer som Ford byggede i Tyskland auto-, rustnings- og kemiske fabrikker og erhvervede mange patenter.

Det er her, den opmærksomme iagttager skal søge forklaringen på, at under Anden Verdenskrig var der ganske mange tyske fabrikker og værker, som stod næsten ubeskadiget efter englændernes og amerikanernes voldsomme bombardementer.

Det gælder ikke mindst kemiske værker og bil og kuglelejefabrikker. Ikke mindst finansfolkene i USA, gned sig i hænderne. De tjente styrtende på krigen.

Det siges, at den tyske digter Bertolt Brecht blev inspireret af dette til at formulere sentensen: »Krig er en fryg­telig ting … krig er en frygtelig indbringende ting.«

Hitlers til magten ved et kup

I 1932 undergravede den gamle præ­sident Hindenburg forfatningen ved på diktatorisk vis at fjerne den parlamentariske regering under Brünning. Han indsatte Franz von Papen fra Katolsk Centrum som rigskansler (premierminister), men da han i strid med forfatningen flere gange opløste rigsdagen, blev han i november, efter kun et halvt år, erstattet af general Kurt von Schleicher.

Båret frem af de konservative kræfter i rigsdagen måtte Schleicher efter et par måneder vige pladsen for den demagogiske militarist Adolf Hitler.

Nazisterne var ved det foregående valg blevet rigsdagens største parti, og det var i overensstemmelse med de parlamentariske regler, at Hitler blev rigskansler. Men hans vej til posten var ikke helt i overensstemmelse med spillereglerne. Hitler og Hindenburg foretog straks et kup. En storbrand i Rigsdagen påduttede de kommunisterne og udnyttede branden som påskud til at amputere forfatningens vigtigste bestemmelser og bl.a. forbyde det kommunistiske parti. Hitler fik bemyndigelse til at regere efter sin og nazisternes vilje. Kuppet blev bl.a. fulgt op med forbud imod fagforeningerne, og der fulgte hele serier af andre antidemokratiske indgreb og begrænsninger.

Ved sin tilsynekomst som statsleder i 1933 havde Hitler straks erklæret, at det var hans mål at gøre Tyskland til en »verdensmagt«, og han krævede bl.a. kolonier, som de store kolonimagter med Frankrig og Storbritan­nien i spidsen skulle aflevere. Efter Første Verdenskrig var Tyskland blevet frataget sine kolonier i Afrika.

Det skal bemærkes eller erindres om, at Adolf Hitler i sin bog Mein Kampf fra 1924, havde proklameret at Tysklands nationalsocialister (nazister) ville udvide Tysklands Lebensraum (livsrum) ved at erobre et ikke nærmere de­fineret territorium i den nye sovjetiske stat og ved at udrydde bolsjevikkerne. Det blev der ikke lagt skjul på.

Allerede et år efter magtovertagelsen gjorde Tyskland sig således gældende på det udenrigspolitiske område.

I januar 1934 indgik Tyskland og Po­len – under ledelse af Josef Pilsudski – en ikke-angrebspagt.

Formelt var Pilsudski sit lands krigsminister, men havde i 1926 taget magten. Han repræsenterede adelens og godsejernes pro-fascistiske fløj, der drømte om et Stor-Polen på naboernes bekostning. Det var helt naturligt, at han søgte tilnærmelse til og forstå­else med Hitler.

Den tysk-polske pagt var samtidig et træk, der var rettet imod Folkeforbundets politik for nedrustning og imod dannelsen af et system for kollektiv sik­kerhed, som Frankrig og Sovjet m.fl. gik ind for.

Blæksprutten 1937: Hitler og Mussolini aflagde i Efteråret Besøg på Krupps Fabrikker som de besaa med stor interesse. To Stormænd drøfter Freden: Saa er vi altsaa enige om kun at gribe til Vaaben for at bevare Freden.

Krigsoprustningen tager fart og Hitler indfører almindelig værnepligt

Trods bestemmelserne i Versailles-traktaten, som Tyskland stadig var underlagt som en konsekvens af nederlaget i Første Verdenskrig, iværksatte Tyskland en intens oprustning. Nazisterne havde rejst spørgsmålet: »Kanoner eller smør?«. De valgte kanoner.

I 1935, da den politiske stabilitet i Tyskland var nogenlunde sikret, efter at kupregeringen, Gestapo og de nazistiske kamporganisationer SA og SS havde forbudt, opløst og stækket arbejderklassens organisationer, foregik den store vending.

I strid med Versailles-traktaten indførte Hitler den 16. marts almindelig værnepligt og oprettede en hær på 5-600.000 mand (blot til en start!). Fra britisk side fik Tyskland bevilget store kreditter (Business as usual!).

Allerede dengang havde det socialdemokratisk-radikalt styrede Dan­mark valgt side og hagede sig fast i den store sydlige nabos slæbetov.

I Folkeforbundet (en forløber for de Forenede Nationer) stemte udenrigsminister Peter Munch (rad.) imod et forslag om fordømmelse af nazisternes ulovlige handling.

Med en erklæring (i Lund 1937) om, at Danmark ikke skulle være »Nordens lænkehund« gik den danske statsminister Thorvald Stauning stærkt imod alle realistiske og populære tanker om kollektiv sikkerhed og lænkede Danmark til det aggressive Tyskland.

Hemmelig tysk-britisk militæraftale

Den 18. juli 1935 indgik Tyskland og Storbritannien en meget betydningsfuld militærpagt, hvorefter Hitler kunne gå i gang med at opbygge sin Kriegsmarine. Den måtte have en størrelse på 35 pct. af den britiske flåde.

I tilfælde af »ekstraordinære forhold«, som det hed i pagten, havde Tyskland dog »ret« til det samme antal u-både som Storbritannien.

I august udstedte Hitler derefter et dekret (dengang hemmeligt), som beordrede industri og hær klar til krig i løbet af fire år. Det er værd at notere, at Storbritannien foretog denne handling bag ryggen af Folkeforbundet og samtidig holdt den hemmelig for sine alliancepartnere.

Abessinien overfaldes af det fascistiske Italien

Folkeforbundets smukke bygning i Geneve dannede rammen for en lang række initiativer til opretholdelse af fred og til nedrustning. Men det skortede på viljen.
Etiopien, som dengang hed Abessinien, var fascismens første offer og blev udleveret til Italien, dvs. fascisten Benito Mussolini. Det skete i 1936, og derefter fulgte som en kædereaktion den væbnede italiensk-tyske indblanding i krigen imod det nye, demokratiske Spanien, udleveringen af Tjekkoslovakiet m.m.
Den abessinske kejser Haile Selassie, hvis land blev svigtet så grusomt, holdt sit livs tale i Folkeforbundet. Han ses her på talerstolen. Men talen havde ingen større effekt. Ganske vist blev Italien stemplet som angriber, og der blev vedtaget forskellige økonomiske sanktioner over for landet, men det standsede ikke den grusomme krig, hvor fascisten Mussolini bl.a. greb til anvendelse af giftgas.

Efter at have provokeret grænsesammenstød gik det fascistiske Italien un­der Benito Mussolini i 1935 til angreb på Abessinien. Kejser Hailé Selassie holdt i Folkeforbundet en gribende tale og appellerede om hjælp, men forgæves. Mussolini fik grønt lys til at nedslagte de overfaldne og også bruge dem som forsøgsdyr til eksperimenter med giftgas.

Det officielt demokratiske og humanistiske Danmark holdt sig uklædeligt tilbage og deltog ikke i de folkelige protester.

Herover hilser en fornøjet Franco på sit store idol, Adolf Hitler. Det fascistiske og blodige oprør imod det nye demokratiske Spanien blev støttet militært af Hitler og Mussolini. Mange spanske byer blev lagt i ruiner. Ovenover de fornøjede herrer ses det sønderbombede Guernica. Også dette stormløb fra fascistisk side blev passivt accepteret af de ledende vestmagters ledere. De spanske fascister tog en frygtelig hævn og myrdede titusinder og atter titusinder af folk, der havde forsvaret den lovlige stat og regering. Øverst i midten er en østrigsk maler vendt hjem og er gået i gang med at klistre nyt tapet på væggen. Tegningen er hentet i et engelsk blad. Til højre Champerlain efter indgåelsen af det såkaldte München-pagt september 1938.

Spanske borgerkrig 1936-39 – Generalprøve på Anden Verdenskrig

»Skyfri himmel over hele Spanien« lød vejrmeldingen i radio Ceuta i Spansk Marokko natten til den 18. juli 1936.

Det var signalet til et nøje forberedt kontrarevolutionært oprør imod den regering, der var et resultat af folkefrontens overvældende valgsejr i februar.

Med massiv støtte fra Italien og Tyskland gik de spanske fascister til angreb over en bred front. Ved hjælp af den forræderiske officersklike (her skabtes begrebet »femte kolonne« nemlig fire uden for og én inde i Madrid) lykkedes kuppet delvist.

Fra alle verdens lande strømmede over 40.000 frivillige til republikkens hjælp. Fra Danmark kom der således ca. 500, hvoraf halvdelen faldt. Spaniensfrivillige blev lidt senere grundstammen i den danske modstandsbevægelse og var det væbnede oprørs pionerer.

Næsten alle vestmagter svigtede det spanske folk ved at gennemføre den bedrageriske såkaldte ikke-indblandingspolitik.

Den blev dog ikke respekteret af Hitler og Mussolini, som deltog direkte med store militærstyrker. Efter 32 måneders hårde og blodige kampe – en generalprøve på Anden Verdenskrig – kunne fascismen triumfere.

Anschluss – indlemmelsen af Østrig

Hitler kastede sig over det nazificerede Østrig. Natten til den 12. marts 1938 gik tyske tropper over grænsen og fuldbyrdede Anschluss, dvs. indlemmelse. Sovjet var næsten alene med sin protest imod denne forbrydelse og gentog sine mange opfordringer til de vestlige politikere om at erkende den fascistiske fare, at gå ind for effektive modaktioner og skabe kollektiv sikkerhed i Europa.

Den Hitler-tyske anneksion af Østrig medførte bl.a. en strøm af flygtninge. Adskillige kom til Danmark. En del af de mennesker, der havnede her efter en hovedkulds flugt, især tyskere, østrigere og tjekkoslovakker, blev udleveret til Gestapo. Det har kostet mange menneskeliv, men ingen ansvarlig blev draget til ansvar.

München 1938

Nu var vejen banet for næste skridt ad krigens vej: München. Det tyske bynavn blev et synonym for århundredets største politiske forræderi og bedrageri. Ved deres eftergivenhedspolitik over for Hitler havde Storbritannien og Frankrig faktisk opmuntret ham. Hitler forlangte »selvbestemmelsesret« for det tyske mindretal, sudetertyskerne, i Tjekkoslovakiet. Hen over hovedet på dette lands regering indgik Storbritannien, Frankrig, Italien og Tyskland i september 1938 en pagt, der gravlagde Tjekkoslovakiet som selvstændig stat og samtidig åbnede døren på vid gab for nazistisk aggression imod Sovjet. Mordet på Tjekkoslovakiet fandt sted ved direkte forhandlinger med Hitler. Den britiske premierminister Neville Chamberlain blev udråbt som den store fredssmager, og forræderiet blev fremstillet som det »lykkeligste budskab i 20 år« (Politiken.red.) og en garanti for fred.

Vestmagterne mente vist nok, at de ved at fodre Hitler kunne »tæmme« ham og styre ham.

Sønderrivningen af Tjekkoslovakiet efter München-aftalen:n1.Tyskland besætter Sudetenland (oktober 1938). 2. Polen besætter Zaolzie-området med polske minoriteter (efterår 1938). 3. Ungarn besætter grænseområder (sydlige tredjedel af Slovakiet) med ungarske minoriteter 4. Den 15. marts 1939, under den tyske invasion af de resterende tjekkiske territorier, annekterer Ungarn Ruthenia. 5. Tyskland oprettede Protektorat for Bohemia og Moravia med en marionetregering den 16. marts 1939. 6. Af det tilbageværende Tjekkoslovakiet dannes Slovakiet, som bliver endnu en tysk satellitstat med en katolsk-fascistisk regering

Med besættelsen af Tjekkoslovakiet fik de tyske nazister rådighed over store mængder moderne våben, anden militær udrustning og moderne rustningsfabrikker. For at kunne tilfredsstille de to fascistoide stater Polen og Ungarn blev store landområder i nord og syd skåret ud af Tjekkoslovakiet og indlemmet i disse røverstater.

Sovjet foreslår samarbejde

Hele spørgsmålet om krig eller fred i Europa gik nu ind i en ny, afgørende fase.

De sovjetiske ledere var ikke i tvivl om, at Hitler & Co. ville rette deres aggressive krigspolitik imod de mindre og svageste europæiske lande.

De lande, der havde afvist fredsbestræbelserne og i stedet deltaget i forsøgene på at isolere og få vendt krigen imod Sovjet, kunne nu blive de næste ofre.

De fascistiske landes samt det militaristiske Japans krigsplaner udgjorde nu en latent fare«» for Sovjet. I antikommunismens navn havde de alle erklæret, at de ønskede kommunismen, kommunisterne og sovjetstaten lagt i graven.

Nazisterne krævede, at Danzig blev tilsluttet Tyskland, og de røvede Klajpeda fra Litauen i marts 1939, uden at landets garantimagter, Storbritannien og Frankrig, rørte en finger.

I den følgende tid blev der forhandlet intenst på det diplomatiske plan. Sovjet søgte tålmodigt at vinde tilslutning til sin fredspolitik, mens Frankrig-Storbritannien fortsatte deres katastrofale München-politik, der gav grønt lys for aggression, og havde brod imod Sovjetunionen.

Den 17. april 1939 rettede Sovjet en række forslag om forebyggelse af krig til de to vestlige stormagter.

Forslagene omfattede:

  1. Storbritannien, Frankrig og Sovjet indgår en overenskomst om gensidig hjælp.
  2. De tre lande skal forpligte sig til at yde hjælp til Sovjets nabolande (Estland, Letland, Litauen, Polen, Finland m.fl.), hvis disse lande bliver udsat for aggression. Overenskomsten skulle ledsages af en særlig militæraftale. Deltagerne skulle forpligte sig til ikke at indgå en separatfred med angriberen.

Storbritannien afviste forslagene og erklærede, at det »er yderst ubelejligt«, idet Storbritannien »skal afveje fordelen ved Ruslands papirforpligtelse (!) til at gå i krig på vores side mod ulempen (!) ved åbent at slutte os sammen med Rusland«.

Storbritannien udtrykte også tvivl om Sovjets militære formåen. Efter at der den 21. juli var indledt forhandlinger om en handelsaftale mellem Sovjet og Tyskland, accepterede såvel briterne som franskmændene omsider at forhandle om Sovjets forslag. Men den måde, forhandlingerne blev forberedt på, kunne selv med god vilje ikke opfattes som lovende for et godt resultat.

Et britisk-tysk mellemspil

I slutningen af juli kom en tysk diplomat, Helmuth Wohlthat, fra »oprustningsministeriet« under ministerpræsident Hermann Göring, til London, hvor han forhandlede med Neville Chamberlains »højre hånd«, Horace Wilson.

Hitlers udsending fik forelagt et i forvejen udarbejdet forslag til en omfattende tysk-britisk samarbejdsaftale (generel overenskomst eller pagt). Forslaget var godkendt af Chamberlain og indebar:

  1. En tysk-britisk overenskomst om at afstå fra magtanvendelse.
  2. Offentliggørelse af en erklæring om tysk ikke-indblanding i det britiske imperiums anliggender og omvendt britisk ikke-indblanding i «Stortyskland«s anliggender.
  3. Revision af Versailles-traktatens bestemmelser om kolonier og mandatområder.

Wohlthats rapport til Hitler blev af nazisterne betragtet som en bekræftelse på, at Storbritannien ville forholde sig neutralt, hvis der opstod en konflikt mellem f.eks. Polen og Tyskland.

De forhastede sig ikke

Alt dette foregik, mens krigens mørke skyer trak sammen og blev stadig mere tætte og truende. I de højere politiske kredse var der overalt klarhed over, at Tyskland gjorde klar til at overfalde Polen. Alle propagandatrommer var allerede i gang med de psykologiske forberedelser.

Den britiske accept af at forhandle i Moskva om en militæraftale forelå den 25. juli 1939, men den britiske regering sendte sine forhandlere afsted på den mest langsomme måde: med skib. Delegationen var 17 dage undervejs, og derfor kunne forhandlingerne ikke gå i gang før den 12. august. Det viste sig også, at delegationen ikke bestod affolk på højeste eller højere niveau og at chefforhandleren kun havde begrænset fuldmagt og mangelfulde instrukser.

Under de samtidige, ovennævnte tysk-britiske forhandlinger i London var der mere fart og stil over det.

Det viste sig, at vestmagterne fortsat søgte at isolere Sovjet politisk og ikke ville påtage sig gensidige forpligtelser, hvorefter forhandlingerne i Moskva løb ud i sandet. Vestmagterne, Polen og Rumænien ville f.eks. ikke give Sovjet tilladelse til at marchere ind på disse landes territorier, hvis disse bad om sovjetisk hjælp imod tysk aggression. Forhandlinger med Finland om at rykke lidt tilbage fra grænsen, så Leningrad ikke kunne beskydes med kanoner, blev afvist, hvorefter Sovjet foretog en præventiv militær aktion. Dette udløste ligesom Sovjets erhvervelse af baser i de baltiske republikker en voldsom kampagne imod Sovjet og også imod kommunisterne i almindelighed. Da Finland under den reaktionære general Mannerheim i 1941 arm i arm med tyskerne gik i krig imod Sovjet for et Stor-Finland, fuldbyrdedes den finske tragedie.

Da lignende skridt som de præventive sovjetiske militæraktioner fandt sted senere, blev de i almindelighed accepteret som rimelige og nødvendige. Her kan nævnes briternes besættelse af Island og Færøerne og amerikanernes udnyttelse af Grønland (også til hemmelige, militære formål, der var direkte imod danske interesser). Nævnes bør også den britisk-amerikanske besættelse af Irak (der varede til 1948) og amerikanernes landgang i Casablanca, der fandt sted under voldsom marokkansk protest. I alle tilfælde var det skridt, der tjente kampen imod aggressorerne og nazismen.

Ikke desto mindre blev begivenhederne benyttet som påskud til at ekskludere Sovjet fra Folkeforbundet.

I alle årene efter krigen har Sovjets forsvarsmæssige handlinger givet anledning til gentagne antikommunistiske kampagner. Derimod har München-forræderiet, der var den tids helt afgørende vendepunkt, som direkte hidkaldte krigen, og også den dansk-tyske ikke-angrebspagt kun sjældent givet anledning til debat. 

Tofrontskrig truede

De vestlige forhandlingspartnere ville som nævnt ikke tillade sovjetiske tropper at gå ind i eller gennem deres territorier for at få føling med fjenden. Polen, der var det mest truede land, satte sig voldsomt imod et sådant samarbejde og påberåbte sig den ikke-angrebspagt, landet havde indgået med Tyskland i 1934.

Samtidig med at Storbritannien og Frankrig saboterede og afbrød militærforhandlingerne, fremsatte Tyskland den 20. august 1939 for anden gang forslag om, at Tyskland og Sovjetunionen skulle indgå en ikke-angrebs- traktat.

Indtil da havde Sovjetunionen ikke haft sådanne planer. Efter vestmagternes forræderi over for Tjekkoslovakiet i München var Sovjetunionen den eneste af de tre stormagter, der ikke havde et aftalereguleret forhold til Tyskland. Den fornyede henvendelse fra Tyskland tvang Sovjetunionen til at acceptere eller forkaste forslaget. Hvis Sovjetunionen afslog, ville der opstå en reel risiko for, at Hitler-Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Japan gik sammen i en antisovjetisk blok. I givet fald skulle Sovjetunionen så samtidig føre krig på to fronter – mod Tyskland i vest og imod Japan i øst. Sovjetunionen måtte også tage i betragtning, at hvis Tyskland og Japan angreb, ville de kunne regne med støtte fra USA, Storbritannien og Frankrig.

I august satte Japan et stort anlagt angreb ind imod Den Mongolske Folkerepublik, som Sovjetunionen havde et venskabeligt forhold til. Tysklands reaktion på provokationen ved Kalkim Gol-floden ville være afgørende for, om angrebet blev standset eller udviklede sig til storkrig imod Mongoliet og Sovjetunionen.

Efter at have analyseret den komplicerede situation besluttede de sovjetiske ledere at acceptere Tysklands tilbud om forhandlinger om en ikke-angrebstraktat.

Det skete ud fra den betragtning, at der derved blev blokeret for dannelsen af en enig imperialistisk front vendt imod Sovjetunionen. Det er ren fordrejning, når traktatens kritikere bl.a. påstår, at den var skyld i, at forhandlingerne med Storbritannien og Frankrig blev afbrudt.

Det var tværtimod vestmagternes modstand imod at påtage sig fælles foranstaltninger vendt imod tysk aggression, som fik det sovjetiske fredsinitiativ til at kuldsejle.

Hemmelig tillægsprotokol aldrig dokumenteret

I den antisovjetiske presse findes der mange henvisninger til, hvad der kaldes en ‘hemmelig tillægsprotokol’ til den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt, som bl.a. postulerer, at Tyskland og Sovjetunionen delte Polen imellem sig.

Her har fantasien frit spil, og der findes da også snesevis af modstridende analyser, fortolkninger og meget luftige påstande, der ikke er dækning for i den originale tekst.

I modsætning til mange andre ‘hemmelige dokumenter’ er den originale påståede protokol desværre aldrig blevet fundet og fremvist. Det er således en valgfri trossag, hvilken version folk eventuelt vil fæste lid til.

Kun meget sjældent bringes der direkte citater fra traktaten, der faktisk ikke afviger fra snesevis af lignende internationale traktater eller pagter. Polen er end ikke nævnt, og pagtens konsekvenser giver ikke nogen som helst grund til at holde fast ved påstanden om, at ‘Hitler og Stalin delte Polen’.

Den tysk-sovjetiske traktat – den såkaldte Molotov-Ribbentrop pagt

Fra undertegnelsen af ikke-angrebspagten pagten, den såkaldte Molotov-Ribbentrop-pagt ses til venstre den sovjetiske udenrigsminister Vjateslav Molotov, i midten den tyske udenrigsminister, joachim von Ribbentrop. Til højre (i lys jakke) den sovjetiske leder, Josef Stalin.

‘Ikke-angrebstraktaten’ mellem Tyskland og Sovjetunionen blev undertegnet i Kreml den 23. august 1939 og trådte straks i kraft.

Her følger den fulde tekst:

‘Den tyske rigsregering og regeringen for Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker (USSR) er – ledet af deres ønske om at stabilisere de fredelige forhold mellem Tyskland og USSR, idet de går ud fra de grundlæggende bestemmelser i den neutralitetspagt, som afsluttedes mellem Tyskland og USSR i april 1926 – nået frem til følgende overenskomst:

  • Artikel I: De to kontraherende parter forpligter sig til at afholde sig fra enhver voldshandling, enhver aggression og et­hvert angreb mod hinanden, det være sig alene eller i forbund med andre magter.
  • Artikel II. Såfremt én af kontraherende parter skulle blive genstand for krigeriske handinger fra en tredje magts side, vil den anden kontraherende part ikke under nogen form støtte denne tredje magt.
  • Artikel III. De to kontraherende parters regeringer vil fremtidig fortløbende forblive i konsultativ føling med hinanden for gensidigt at informere hinanden om spørgsmål, der berører deres fælles interesser.
  • Artikel IV. Ingen af de kontraherende parter vil gå med i en magtkonstellation, som direkte eller indirekte er rettet mod den anden part.
  • Artikel V. Såfremt der skulle opstå stridsspørgsmål eller konflikter af den ene eller anden art mellem de kontraherende parter, vil begge parter udelukkende bilægge disse stridigheder eller konflikter ved venskabelig meningsudveksling eller om nødvendigt ved at nedsætte mæglingskommissioner.
  • Artikel VI. Foreliggende traktat indgås for en periode af 10 år, dog med den bestemmelse, at traktaten, såfremt ingen af de kontraherende parter opsiger den et år før fristens udløb, automatisk vil være i kraft for yderligere fem år.
  • Artikel VII. Foreliggende traktat skal ratificeres så hurtigt det lader sig gøre. Ratifikationsdokumenter skal udveksles i Berlin. Traktaten træder i kraft, når den er underskrevet. Udfærdiget i to originaler på tysk og russisk.’
Overfaldet på Polen

Forberedelserne til nazi-Tyskland overfald på Polen havde stået på siden den 11. april 1939, hvor Hitler havde sat sin underskrift under Fall Weiss, der var kodeordet for overfaldet. Den 1. september 1939 blev Anden Verdenskrig skudt i gang. Hitler mødte selv frem for at overvære troppernes fremtrængen over grænsen.

Den 1. september 1939 gjorde Hitler alvor af sine trusler og angreb uden varsel Polen med bombeangreb og me­get overlegne styrker. To dage senere protesterede Storbritannien- Frankrig og erklærede krig imod Tyskland.

Den 6. september flygtede den panik­slagne polske regering ud af Warszawa, og 10 dage senere rejste den videre til Rumænien. Senere drog den til London.

Da Polen var ophørt at eksistere som stat, drog sovjetiske styrker ind i de områder i Vestukraine og Vesthvide-Rusland, som i 1917 var blevet frarøvet Sovjetunionen med magt af de ‘hvide’ interventionsstyrker. Derved blev over 12 millioner mennesker skånet for tysk besættelse, og tyskernes opmarchområde i den planlagte storkrig blev reduceret.

Den sovjetiske befrielse af områderne blev i den antikommunistiske propaganda udlagt, som om ‘Hitler og Stalin’ havde delt Polen. Men selv den ortodokse antikommunist Winston S. Churchill, der var marineminister, tilbageviste anklagen. I en radioudsendelse erklærede han, at det af hensyn til Sovjetunionens sikkerhed var nødvendigt, at de sovjetiske tropper var rykket frem til den nye linje.

Sovjetunionen sikrer sine grænser

Den krig, der nu var i gang, var en krig mellem to imperialistiske grupper: Vestmagterne med et antal mindre lande, og Tyskland-ltalien-Japan med vasaller. De to grupper søgte hver for sig at udvide deres magt på andre folks bekostning.

Sovjetunionen var den eneste stat, der betragtede krigen som udløsning af Anden Verdenskrig og krævede den standset i fødslen. Den besluttede at søge krigen ændret til en antifascistisk befrielseskrig, mens den under Første Verdenskrig ændrede den imperialistiske krig til en borgerkrig og til oprettelsen af Sovjetunionen efter Oktoberrevolutionen i november 1917.

De sovjetiske ledere ville have været krigsforbrydere, hvis de ikke havde truf­fet foranstaltninger til at sikre grænserne og styrke forsvaret.

De indbød de baltiske lande og Finland til forhandlinger, der indebar fælles foranstaltninger til sikring af disse lande imod nazitysk aggression.

Sovjetunionens grænse til Finland lå kun 32 km fra landets næststørste by Leningrad/Petrograd. Det betød, at ty­skerne i givet fald ville kunne beskyde byen med almindeligt artilleri. Også ved den vigtige havneby Murmansk i nord lå grænsen tæt på denne by.

Situationen med tyske angreb på disse mål var ikke utænkelig, idet Finland var behersket af meget højreorienterede politikere med general Gustaf Mannerheim i spidsen. Den fascistiske Lappo-bevægelse, der ville skabe et Storfinland på Sovjetunionens bekostning, spillede en stor rolle.

Da Sovjetstaten blev stiftet, var en af dens første handlinger at give Finland såvel som de baltiske republikker Estland, Letland og Litauen deres nationale frihed. Allerede i 1917 havde tyske tropper deltaget i reaktionære finske styrkers nedslagtning af over 20.000 finner, der kæmpede for en socialistisk stat. I mange år blev finske officerer uddannet i Tyskland, og også på mange andre områder var den tyske indflydelse fremherskende.

Ved forhandlinger i Moskva foreslog den sovjetiske part, at finneme trak sig lidt tilbage i syd og nord, i alt to områder på sammenlagt 2761 kvadratkilometer eller lidt mindre end Fyn.

Det afviste finnerne. Det samme gjaldt forslag om at lade Sovjetunionen forpagte havnen Hango og nogle mindre øer. Som modydelse ville Sovjetunionen overlade et område på 5523 kvadratkilometer i Karelen (i den Karelo-Finske Sovjetrepublik) til Finland. Finnerne afbrød forhandlingerne og for­stærkede deres militæranlæg i den så­kaldte Mannerheimlinje på Det Karelske Næs, ligesom de fordoblede antallet af tropper ved grænsen.

Sovjetisk-finsk krig

Den 30. november 1939 indledte Sovjetunionen krigshandlinger imod Finland, idet den anså sikringen af sin grænse som absolut nødvendig.

Vestmagterne støttede Finland med store pengesummer og våben. Overalt i de vestlige lande iværksattes en en­øjet propaganda, der var baseret på en myte om, at der var tale om Davids heroiske kamp imod Goliat. Vestmagterne, der ikke gik i krig for folkenes sag, optrådte pludselig med et hidtil ukendt antifascistisk sprog. Storbritannien og Frankrig oprettede ekspeditionskorps, der talte 150.000 mand, som skulle sendes til Finland for at deltage i kampen for at ‘standse bolsjevismen’.

De vestlige stormagter lagde voldsomt pres på Norge og Sverige for at inddrage disse neutrale lande i krigen, og de planlagde at besætte områder i de to lande og således åbne en nordfront imod Sovjetunionen. De planlagde at bombardere Petsamo i nord og oliefelterne i Baku mod syd. Disse aktioner blev først benægtet, men planerne blev bekræftet efter krigen:

I ‘neutrale’ lande som Sverige og Danmark, blev der ulovligt – det var forbudt at gå i fremmed krigstjeneste – hvervet frivillige, 8000 svenskere og 2000 danskere, som blev sendt til Finland, uddannet og bevæbnet, men som kun kom i kamp i enkelte tilfælde.

I Danmark samlede konservative, militaristiske kvinder penge ind, lavede sirlige gavepakker med cigaretter og andet godt, strikkede muffediser og vanter og sendte det til de forfrosne danske krigere i det høje nord.

Efter godt tre måneders kamphandlinger, der kostede finnerne 23.000 dræbte, var den finske regering tvunget til at indlede fredsforhandlinger, og den 12. marts indgik Sovjetunionen og Finland en fredstraktat. Sovjetunionen stillede ingen krav ud over de tidligere om sikring af grænsen og imod aggression. Den usande, giftige påstand om, at Sovjetunionens fæle kommunister ville opsluge det lille uskyldsrene naboland, faldt til jorden.

Tre måneder senere var Finland på krigsstien. Sammen med en række fascistiske stater som Ungarn, Rumænien, Kroatien, Italien m.fl. var Finland med til som et led i Hitler-Tysklands plan ‘Barbarossa’ at angribe Sovjetunionen den 21. juni 1940.

I Finland blev angrebet kaldt Finlands ‘fortsættelseskrig’.

De baltiske republikker

Estland, Letland og Litauen er tre republikker med facade til Østersøen (The Baltic, Baltikum). Efter en omtumlet historie før, under og efter Første Verdenskrig med stærk, tysk politisk og militær påvirkning, fik disse lande national frihed ved sovjetmagtens sejr i 1917. Politisk set svingede de derefter hid og did fra socialistisk til halvfascistisk styre. Det blev befæstet i 1934 ved dannelsen af statsforbundet Den Baltiske Entente, der førte fælles udenrigspolitik. Stillet over for Hitler-nazisternes stadig mere pågående territoriale krav og krigstrusler, takkede republikkerne i 1940 ja til Sovjetunionens forslag om fælles sikkerhedsforanstaltninger.

Det førte til bistandspagter, som bl.a. medførte stationering af mindre sovjetiske troppestyrker og anlæggelse af flyvepladser og havnefaciliteter i de tre lande. Det viste sig hurtigt, at de tre landes ledere både åbent og skjult videreførte deres reaktionære politik og støttede nazisternes krigspolitik.

I atomkrigens slagskygge

Ved den tyske lynkrig imod Polen den 1. september 1939 blev al modstand hurtigt nedkæmpet. Sovjet rykkede den 17. september ind i den vestlige del af Ukraine, et område, der var revet ud af Rusland ved fredsslutningen efter Første Verdenskrig, og som havde omkring otte mio. russiske indbyggere. Sovjet gik også ind i Bukowina, som rumænerne havde bemægtiget sig efter Oktoberrevolutionen.

I hurtig rækkefølge angreb og besejrede eller besatte Tyskland Danmark og Norge, Holland, Belgien, Luxemburg og Frankrig. Bulgarien blev »ordnet« i marts 1941.

Den 22. juni 1942 tog Hitler-Tyskland derpå hul på Barbarossa-planen, dvs. nedkæmpelsen af Sovjet. Men der stødte de på det socialistiske lands ukuelige modstand, mod og offervilje. Der blev derefter med vestmagterne opbygget et antifascistisk kampfællesskab, som støttede modstandsstyrkernes kamp i de enkelte lande, og som trods forskellige samfundssystemer og ideologier førte til den endelige sejr. Hvis Sovjet ikke havde handlet som beskrevet, ville det tyske angreb på Sovjet være startet 200-300 km længere mod øst og derfor også med sandsynligvis større resultat – set med angriberens øjne. Nu blev de tyske tropper i første omgang standset uden for Moskva og derefter ubønhørligt under hårde kampe drevet tilbage til Tyskland med Hitlers selvmord i Berlin som en slags punktum.

Den sovjetiske tidlige befrielse af en del af Polen blev af alle antikommunister udlagt som et bevis på, at kommunisterne og nazisterne havde delt Polen, at de to politiske ideologier var ens som to dråber vand, at Hitler og Stalin var lige onde, at de havde giftet sig med hinanden, at de var gået i seng med hinanden osv.

Alle begivenheder og krigens gang viste, at også dette var løgn og bedrag. Det var med Sovjet i spidsen, at nazismen blev slået. Med den store sejr, der skabte solidaritet og optimismen med hensyn til en lysere fremtid, var der skabt udgangspunkt for en epoke, der kun kunne pege fremad for folkene. Denne fremtidsvision blev der efter kyniske beregninger sat et makabert punktum for, da USA uden tvingende grund lod to atombomber detonere over civile mål i Japan. I mange årtier efter denne magtdemonstration hvilede atomkrigsfarens slagskygge over verden og dens folk.

Fælles kamp og sejr.

Næsten alle verdens lande var engageret i Anden Verdenskrig. Omkring 100 millioner mennesker deltog aktivt, og ofrenes antal løb op til over 55 millioner samt enorme ødelæggelser.

Krigens hovedbyrde blev båret af Sovjetunionen, som mistede over 20 millioner mennesker, og landets vestlige del led enorme skader.

De tyske nazihære blev fra Stalingrad jaget tilbage til Berlin, hvor den røde fane med hammer og segl blev hejst på rigsdagsbygningen.

Fra Håndslag nr. 5/2000, nr. 1/2011 og nr. 4/2019

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.