Hvidvask på Christiansborg

Leder Håndslag 1/2019

På Christiansborg blev der i januar i år hængt syv billeder op. De skulle pryde væggene i det socialdemokratiske gruppeværelse og illustrere »Folkets tid« og føjer sig således til den socialdemokratiske historieskrivning. Og det kunne så være det.

Men et af billederne påkalder sig opmærksomheden. Her skildres den tidligere statsminister Vilhelm Buhl – ham, der den 2. september 1942 i radioen opfordrede folk til at angive sabotører og modstandsfolk – som styrmanden, der førte danskerne sikkert gennem de fem forbandede år og som jødernes redningsmand. Han står støt som skipper på fiskekutteren »Henny« – en af de kendte kuttere, der sejlede jøder til Sverige – i stormfulde vande. Her skal samarbejdspolitikken hvidvaskes. Buhl portrætteres som værende en aktiv del af modstandskampen. Hvor grotesk! Og grov historie forfalskning.

Den var næppe gået for 20 år siden, mens modstandskampens veteraner stadig var i deres bedste alder. Men måske netop derfor, kommer det nu?

Måske er det på sin plads at minde om dengang Danmark blev overfaldet af Nazityskland, hvor regering, rigsdag, embedsmænd, presse og næsten alle andre, som havde indflydelse, fra første dag forsøgte at gøre tyskerne tilpas og bekæmpe modstanden. Hvor et folketingsvalg i foråret 1943 blev udråbt til folkets samtykke af samarbejdspolitikken. Men der tog samarbejdspolitikkerne og deres medier fejl. Få måneder efter tvang strejker og protester regeringen til at sige nej til besættelsesmagten og gå af den 29. august.

Lad os ikke glemme, at så længe samarbejdspolitikken rådede var Danmark reelt set nazisternes lydland. Sådan betragtedes det i det store udland, hvad adskillige søfolk i allieret tjeneste har berettet om.

For dog at fremhæve nogen af de samarbejdendes partiers meriter under besættelsen., kan nævnes: Anti-Komintempagten, Dansk-Tysk forening, Kommunistloven og de grundlovsstridige interneringer, politiets energiske jagt på faldskærmsfolk og andre, højesterets skarpe kurs, store forretningsfolks statsautoriserede værnemageri, regeringens iver for frikorpset og statsminister Buhls inderlige opfordring til angiveri.

For ikke at forglemme: At arbejdsløse i stor stil blev sendt til Tyskland. At nazisterne havde brug for den danske fødevareproduktion, brug for at minimere indsættelsen af tropper her i landet for brug på andre fronter.

At skildre Buhl som jødernes redningsmand, må betegnes som en del af tidens trend – det skulle jo komme efter at Werner Best, ærkenazist og tysk befuldmægtige i Danmark for et par år siden opnåede den samme hæderfulde betegnelse. Men ikke desto mindre absurd.

Det var opgøret med samarbejdspolitikken og fyringen af Buhl, der gjorde at Danmark kunne tage plads ved siden af de allierede og deltage i stiftelsen af FN.

Som en modstandsmand efter turen gennem Sachsenhausen og tilbage til livet med de hvide busser sagde: »Vi var re­de til at ofre livet for retten til at kunne tænke og tale frit.«

At skildre Buhl som rorsmanden, der sikkert manøvrerede skuden i havn er storstilet hvidvask.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.